Vores folkeskole skal være blandt verdens bedste

29. januar 2010
Vores folkeskole skal være blandt verdens bedste

Denne uge markerer en begivenhed, som kan vise sig at få stor betydning for udviklingen af den danske folkeskole. Statsministeren har inviteret repræsentanter fra alle egne af skoleverdenen til Marienborg, hvor der skal diskuteres udvikling af den folkeskole, som har så stor betydning for de kommende generationer. Jeg mener at dette eftersyn kan være med til at øge fokus på folkeskolens værdi for det danske samfund, som en altafgørende faktor for Danmarks videre udvikling.

Den danske folkeskole er naturligvis allerede et godt og solidt fundament for vore unge, men vi bør turde stille stadig større krav og forventninger til vores offentlige institutioner. Særligt på det rent faglige dansk, matematik, engelsk og naturfag er Danmark ikke blandt de bedste lande i verden; en situation der, hvis vi ikke får rettet kursen, kan vise sig som en særdeles kostbar lektie for fremtidens arbejdsmarked.

Regeringen har dog i høj grad formået at udvikle folkeskolen siden 2001, blandt andet har vi sørget for at eleverne nu i løbet af deres skoletid har langt flere timer end tidligere og tilmed timer i de fag der har brug for en opstramning! Derudover er investeringerne i folkeskolens fysiske rammer fordoblet i forhold til SR-regeringen fra 2.3 mia. årligt, til 4.2 mia.!
Det vigtigste er dog, at dette løft har virket elever læser nu ligeså godt i 3. klasse som de gjorde i 4. klasse, og er ligeså gode til matematik i 4. som de før var i 5.!

Nu er det på tide at få kigget folkeskolen efter i sømmene og se hvor vi ellers kan forbedre os, sådan at Danmark igen kan være et af verdens rigeste lande. Jeg mener at ungdommen og den indlæring der finder sted i de tidlige år gennem folkeskolen, kan være nøglen til en sådan udvikling. Børn skal føle sig godt tilpas i folkeskolen og de skal være aktivt engageret i egen læring. Derfor hilser jeg folkeskoleeftersynet velkommen og glæder mig til at kunne fortsætte den positive udvikling vi i regeringen allerede er godt i gang med.

Du kan tilmelde dig Byen.nu’s gratis nyhedsbrev her på siden til højre. Og har du en fødselsdag, et jubilæum eller lignende, du gerne vil have offentliggjort, så mail til red@byen.nu