Nyheder
Vil DF boykotte Ryanair?
På mandag skal byrådet behandle et forslag fra Velfærdslisten om at boykotte brugen af Ryanair, men hvad vil Dansk Folkeparti egentlig stemme i denne sag? Flyselskabet Ryanair arbejder aktivt for at undergrave den danske model og presser sine ansatte med dårlige lønninger og fuldstændig horrible arbejdsforhold. Det kan også mærkes blandt de ansatte hos andre […]
På mandag skal byrådet behandle et forslag fra Velfærdslisten om at boykotte brugen af Ryanair, men hvad vil Dansk Folkeparti egentlig stemme i denne sag?
Flyselskabet Ryanair arbejder aktivt for at undergrave den danske model og presser sine ansatte med dårlige lønninger og fuldstændig horrible arbejdsforhold. Det kan også mærkes blandt de ansatte hos andre flyselskaber. I konkurrencens hellige navn trykkes løn- og arbejdsforhold også her mod bunden.
Dansk Folkepartis holdning til social dumping er temmelig turbulent, særligt fordi man i 10 år under VKO-regeringen intet gjorde for at dæmme op for problemet. Ofte har vi alligevel hørt Thulesen Dahl gå til kamp mod den sociale dumping men når det kommer til handling, har Dansk Folkeparti vaklet. Enhedslisten har i Folketinget og i flere kommuner stillet forslag om at boykotte Ryanair, men i både Greve kommune og Vallensbæks kommune har Dansk Folkepartis byrådsmedlemmer stemt imod.
Ryanair er et ultrakapitalistisk, multinationalt selskab, der benytter sig af skattely og behandler sine medarbejdere som skidt, og for mig er det simpelt. De skal ikke have et ben til jorden i Danmark.
Hvis vi skal fastholde Den Danske Model og de sejre, som tidligere generationer har tilkæmpet sig, skal kumpaner som Ryanair stoppes.
At DF ikke kan sige klart fra over for et firma som Ryanair, synes jeg er hamrende utroværdigt. At man siger det ene blot for at stemme noget andet i byrådssalen.
Hvis Dansk Folkeparti virkelig mener, de er med i kampen mod social dumping, så forventer jeg også at de stemmer for boykot af Ryanair, når det sættes til afstemning i byrådet d. 8. juli.