Nyheder
Vi gør os selv en bjørnetjeneste ved sort arbejde
Samfundet gør sig selv en kæmpe bjørnetjeneste, hvis vi ikke understreger, at sort arbejde er et problem og ikke en ordentlig måde at behandle fællesskabet på. Desværre er der mange, der anser netop det sorte arbejde som en helt tilforladelig ting velsagtens, hvis bare man går lidt stille med dørene. Opgaven med at bekæmpe det […]
Samfundet gør sig selv en kæmpe bjørnetjeneste, hvis vi ikke understreger, at sort arbejde er et problem og ikke en ordentlig måde at behandle fællesskabet på. Desværre er der mange, der anser netop det sorte arbejde som en helt tilforladelig ting velsagtens, hvis bare man går lidt stille med dørene.
Opgaven med at bekæmpe det er derfor enorm. Der skal virkelig arbejdes på at få skabt en holdningsændring. For sort arbejde er, undskyld udtrykket, ris til egen røv!
Sort arbejde betyder nemlig, at staten og kommunerne hvert år mangler adskillige milliarder kroner. Penge, der umiddelbart ikke blev lagt mærke til manglede i VK-regeringens pompøse gavebodstid, men som vi nu desperat står og har brug for til skoler, ældrepleje, børnepasning og sundhedsvæsenet.
De fleste danskerne følger selvfølgelig skattereglerne til punkt og prikke og betaler glædeligt til fælleskassen. Derfor er det et kæmpe problem, når den enkelte giver sig selv en skatterabat i forbindelse med sort arbejde. For det underminerer ikke kun arbejdsmarkedet, men det er også med til at skabe en skattemoral i samfundet, som er ødelæggende for fremtidens velfærds-Danmark.
Nej, løsningen må være, at vi alle følger de samme sæt spilleregler.
I SF er vi glade for, at regeringen har lavet en række forslag, som vil bekæmpe sort arbejde, ikke mindst i håndværkerbranchen. F.eks. stilles der krav til, at det tydeligt skal fremgå, hvilket firma der arbejder på en byggeplads, og de pågældende håndværkere skal kunne vise legitimation.
En andet forslag sikrer, at der ikke bliver snydt med kontante ydelser på over 10.000 kr. I disse tilfælde vil den enkelte selv skulle betale for ubetalt moms og skat, hvis der er svindel med i spillet.
SF støtter forslagene, fordi vi fundamentalt synes, det er forkert, når den enkelte stiller sig uden for fællesskabet og er med til at underminere arbejdsmarkedet og samtidig skabe en dårlig skattemoral i samfundet.
Jeg ved godt, at sort arbejde ikke sådan lige forsvinder fra den ene dag til den anden, men jeg håber dette lovforslag kan være med til at påbegynde en udvikling i samfundet, hvor der sker et holdningsskifte mht. sort arbejde. For ellers gør vi os selv en bjørnetjeneste.
Husk at “synes godt om” BYEN.nu/RANDERSiDAG på facebook – KLIK her.
Du kan kommentere artiklen herunder.