Nyheder
Vi er ikke bange for at sige undskyld
I Velfærdslisten er vi ikke bange for at sige undskyld. Og derfor skal jeg være den første til at beklage, at Velfærdslisten er kommet til at bringe en forkert oplysning. I den seneste tid har Velfærdslisten skrevet en del om, at vi mener, det er forkert, at byrødderne bruger ca. 800.000 kroner om året på […]
I Velfærdslisten er vi ikke bange for at sige undskyld. Og derfor skal jeg være den første til at beklage, at Velfærdslisten er kommet til at bringe en forkert oplysning.
I den seneste tid har Velfærdslisten skrevet en del om, at vi mener, det er forkert, at byrødderne bruger ca. 800.000 kroner om året på udlandsrejser til dem selv. Derfor foreslog vi i vores budgetforslag, at de dyre udlandsrejser skulle afskaffes, og at pengene i stedet bruges på velfærd.
I den forbindelse har vi skrevet, at kommunekassen har betalt for nogle billetter til en basketball-kamp i forbindelse med socialudvalgets tur til New York. Netop billetterne til kampen har socialudvalgets medlemmer imidlertid selv betalt for.
Det er en dum og pinlig fejl – og den skal jeg være den første til at beklage.
Undskyld. Det er en ommer!
Samtidig skal understrege, at vi ikke har haft noget ønske om at svine nogen af deltagerne i socialudvalgets New York-tur til.
Det, vi har et ønske om, er at få startet en debat af, om nedskæringspartierne i byrådet fortsat skal spilde penge på dyre udlandsrejser til dem selv, samtidig med de skærer ned på børn, skoler, ældre, syge, borgere med handicap, udsatte og andre sårbare grupper.
I debatten er det også blevet nævnt, at jeg tidligere har deltaget i studieture, og at jeg ikke protesterede mod den omstridte tur til New York, da sagen blev behandlet i socialudvalget.
Begge dele er korrekt.
Først efter sagen blev behandlet i socialudvalget, fastlagde Velfærdslistens styregruppe vores politik på området. Den politik indebærer, at Velfærdslistens byrådsmedlemmer ikke deltager i udlandsrejser på kommunens regning – og at jeg skal arbejde for, at de dyre udlandsrejser afskaffes, og at pengene i stedet bruges på velfærd.
Det er der nogle, der ser et stort problem i.
Jeg ser det imidlertid som en demokratisk styrke, at Velfærdslistens styregruppe beslutter, at jeg skal føre en skarpere politik på et område – og det er det, der er sket i denne sag.
Velfærdslistens styregruppe er ikke bare et gummistempel – og det er jeg glad for. Det er nemlig en demokratisk kvalitet.
Samtidig må jeg indrømme, at debatten i styregruppen gjorde mig klogere. Jeg er derfor 100 % enig i den politik, styregruppen har vedtaget.
Det er nu mit håb, at vi kan få en god diskussion om, hvordan byrådet skal prioritere vores fælles midler – og at både Velfærdslisten og min person kommer til at fylde mindre i debatten. For selv om jeg ikke har noget imod, at der bliver skudt løs på Velfærdslisten og mig, så er min person altså ikke så vigtig og interessant, som nogle forsøger at gøre den til.
* Læs også AMERIKANSK BASKETBALL OG UDSATTE I RANDERS – klik her.
* Læserbreve lægges undtagelsesvist ud på forsiden af RANDERSiDAG.dk. Læserbreve kan findes i menuen under ‘Debat’.
* Giv RANDERSiDAG.dk en ‘synes godt om’ på Facebook.