Vi blæser på snerydningspligten

3. februar 2010
Vi blæser på snerydningspligten

“Ring til politiet, hvis der ligger sne,” siger de konservatives retsordfører.

Et stort antal veje i de danske byer bliver aldrig ryddet for sne og er efterhånden komplet ufremkommelige.

Årsag: Det er såkaldte private fællesveje, hvor den enkelte borger har pligt til at rydde fortov, cykelsti og vejbane, og i eksempelvis Københavns Kommune omfatter det hver anden vejkilometer.

“Der er rigtig mange steder, hvor grundejerne ikke gør det. Enten ved de ikke, at det også er lovpligtigt at rydde selve vejbanerne, eller også negligerer de det bare. De store mængder sne gør det utroligt vanskeligt at cykle, og det betyder, at mange opgiver og bruger andre transportmidler i stedet,” siger politisk chef i Dansk Cyklistforbund, Lise Bjørg Pedersen, til Nyhedsbureauet Newspaq.

Som borger fanget i en snedrive på en privat fællesvej, har man to muligheder: At klage til samtlige grundejere på vejen eller klage til kommunen. Sidstnævnte har nemlig pligt til at udstede påbud og i sidste ende bøder til de enkelte grundejere, men det påbud har absolut ingen effekt.

“For at være helt ærlig, får vi rigtig, rigtig mange telefonopkald og e-mailhenvendelser om mange veje, der er totalt ufremkommelige og ikke bliver ryddet. Og jeg ved godt, det kan lyde støvet og kommunalt, men vi har ganske enkelt ikke de ressourcer til at håndhæve loven,” indrømmer Kim Niels Sørensen, driftsansvarlig for vinterrydning i Københavns Kommune, over for Newspaq.

Skulle kommunen endelig få tid til at behandle klager over grundejere, der har ladet vejene sne permanent til uden at løfte en finger/sneskovl, dukker næste problem op.
Det er kun den sne, der ligger på vejen i klageøjeblikket, et påbud fra kommunen omfatter. Bliver den erstattet af ny sne, inden klagen er færdigbehandlet, kan man starte forfra. Med andre ord er det umuligt at tvinge grundejere til at gøre vejene farbare.

“Det lader til, at grundejerne er bedre til at huske at rydde fortove end til at rydde vejen. Det betyder desværre også, at mange cyklister så vælger at køre på fortovet, hvilket jo heller ikke ligefrem er sikkerhedsmæssigt forsvarligt for den øvrige færdsel,” lyder det fra Lise Bjørg Pedersen til Newspaq.

Og de dovne eller uvidende grundejere koster blå mærker, udslåede tænder og brækkede lemmer hos de mennesker, der færdes på vejene.

“Vi har helt klart mærket en stigning af ulykker denne vinter, hvor blandt andet cyklister kommer til skade, fordi de vælter. Det skyldes i flere tilfælde, at vejene ikke er ordentligt ryddede,” siger skadedirektør i Alm. Brand, Brian Wahl Olsen, til Newspaq.

Så der er en lov, som ingen effekt har, hvilket betyder, at mange veje i byerne er komplet ufremkommelige. Men politisk set er der ingen hjælp at hente.

“Det er der ikke noget at gøre ved, så må man køre en anden vej eller klage til politiet. Men jeg opfordrer da alle til at rydde deres private veje,” siger retsordfører fra de konservative, Tom Behnke, til Newspaq.

Du kan tilmelde dig Byen.nu’s gratis nyhedsbrev her på siden til højre. Og har du en fødselsdag, et jubilæum eller lignende, du gerne vil have offentliggjort, så mail til red@byen.nu