Nyheder
Vagt i gevær
Jeg har nu i tre måneder haft fornøjelsen af at være formand for Socialudvalget. Det er en post, jeg er meget glad for – og særdeles stolt af. For det handler om et af de vigtigste områder i kommunen. Det er her, vi skal sprede sikkerhedsnettet ud og holde hånden under de allermest sårbare borgere. […]
Jeg har nu i tre måneder haft fornøjelsen af at være formand for Socialudvalget. Det er en post, jeg er meget glad for – og særdeles stolt af. For det handler om et af de vigtigste områder i kommunen. Det er her, vi skal sprede sikkerhedsnettet ud og holde hånden under de allermest sårbare borgere. Hvis man eksempelvis rammes af et handicap, en senhjerneskade eller af psykisk sygdom, er det afgørende vigtigt, at man kan få den rette hjælp på rette tid. Det handler om værdighed og retten til et godt liv.
Hvordan har opgaven som formand for Socialudvalget så været i disse tre første måneder? Jeg har blandt andet holdt en masse møder og de fleste møder med borgere, der desværre ikke får den rette hjælp på rette tid. Borgere, som er maksimalt frustrerede, fordi de føler sig fanget i alt for lange sagsbehandlingstider. Behandlingstider, som alt for ofte er efterfulgt af et afslag på hjælp.
Et konkret eksempel på sådan en sag, fik vi alle indblik i, da vi fredag aften i GO Aften Danmark kunne se og høre Sabina Kjemtrup fortælle om sin families liv med en lille dreng med den alvorlige lidelse hydrocephalus (vand i hovedet), som hverken sover nat eller dag.
Her fortalte hun om, hvordan den lille familie føler sig efterladte og maksimalt presset af netop Randers Kommunes serviceniveau – presset pga. manglende søvn, at hun så syner og var bange for alles ve og vel i familien. Derfor havde hun lavet et desperat nødråb i form af en video på Facebook, hvor hun mest af alt bad om hjælp.
Videoen afstedkom et folkeligt pres, og familien har så efterfølgende fået hjælp fra Randers Kommune. Jeg er rigtig glad for, at de har fået hjælp i deres forfærdelige situation, men jeg er dybt bekymret over udviklingen at man skal være den, der råber højest for at få hjælp.
For hvad med alle de andre? Hvad med dem, der ikke har kræfterne? De der ikke har lyst til at være til offentlig skue, og dem, der forsøger at ordne det i stilhed. De har lige så meget brug for hjælp, men venter i stilhed med ni måneders ventetid i ankestyrelsen, alt imens deres liv fortsat er under pres.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi har mange dygtige medarbejdere i Randers Kommune, som brænder for at hjælpe, og ingen af dem går på arbejde med en hensigt om at levere en dårlig service til disse borgere. Men vores medarbejdere er lige så pressede. Sagsbehandlerne sidder med skyhøje sagsantal, mens medarbejderne i marken løber forjaget rundt og forsøger at ramme et nogenlunde serviceniveau på trods af særdeles vanskelige odds. Det er også derfor, at fagforbundene DS og SL har råbt vagt i gevær. Der er stor bekymring for medarbejdernes ve og vel.
Virkeligheden er nemlig, at politikerne har sparet og beskåret socialområdet siden kommunesammenlægningen samtidig med, at vi har fået markant flere borgere til området. Med stigninger på 72 % på bostøtte og 29 % af borgere til bosteder, så er det klart for enhver, at budgettet ikke hænger sammen. Og det er lige så klart, at serviceniveauet er faldet betydeligt. Mange børn, unge og voksne med handicap eller psykisk sygdom tabes på gulvet. Lige så klart er det, at cheferne på områderne har store udfordringer med at holde budgettet, for det hænger ikke sammen.
Jeg råber derfor allerede nu, efter blot tre måneder på posten, vagt i gevær. Kære byrådskolleger, vi bliver nødt til at finde flere midler til de mange, som vi lige nu svigter. Vi kan ikke være bekendt at behandle mennesker på den måde. Vi kan og skal gøre det bedre.
Der skal være økonomi til, at en familie som Sabinas med et meget sygt barn, kan få den hjælp, der er behov for i rette tid i dette til fælde hjælp til at passe barnet om natten. Ligesom der skal være økonomi til, at vi kan forbygge tidligt med tabt arbejdsfortjeneste, med hjælpemidler, med kurser, med støtte i hjemmet osv. Det er både alt for dyrt og alt for fattigt at lade være. For vi ved, at når vi fejler med den tidlige forebyggelse, bliver det meget dyrere i den direkte behandling.
Det er meget dyrere, når familier går i opløsning, og når mennesker indlægges, fordi de ikke længere holder til presset. Når børn og unge stopper med at gå i skole og mister deres mulighed for at blive selvforsørgende. For det er netop konsekvenserne af politikernes mange besparelser og manglende vilje til at prioritere socialområdet.
Med det nye røde flertal i Randers Kommune er der fornyet håb om en vilje til de rette prioriteringer. Der er mulighed for, at vi sammen kan skabe social og økonomisk balance og gøre det så meget bedre. Og det skal vi, for det handler om mennesker.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.