Måske havde borgmester Claus Omann Jensen (V) taget bestik af situationen, for han opfordrede byrødderne til en gang imellem at kigge ud på juletræet på Rådhustorvet, for at blive en smule opmuntret.
Men den gode julestemning viste sig hurtigt at forsvinde. Ikke mindst da diskussionen om fremtiden for Gjerlev-Enslev Skole blev behandlet, brød uenigheden ud i lys lue.
Siden vedtagelsen af ny skolestruktur har Randers Kommune forsøgt at sælge Gjerlev-Enslev Skole for 5 mio. kroner. Det lykkedes ikke, og derfor havde forvaltningen fået til opgave at undersøge, om skolens bygninger kunne bruges til andre offentlige formål. Forvaltningen har foreslået økonomiudvalget, at bygningerne benyttes som sprogskole for flygtninge.
Byrådet sagde nej til 1,5 mio. kroner
Mogens Nyholm (R) havde derimod foreslået, at folkene bag friskolen, kunne købe skolen for en halv million kroner og Daniel Madié (K) havde fremsat forslag om, at skolen kunne købes for 1,5 millioner kroner.
Én af hovedarkitekterne bag idéen om at oprette en friskole var Camilla Trampedach Schultz. Hun var mødt op til byrådsmødet med en check på 1,5 millioner kroner, men byrådet ville ikke tage imod den.
“Ved at sælge skolen til borgerne vil det skabe en masse arbejdspladser og udvikling i et område, som ellers er ved at blive lagt død,” sagde Kasper Fuhr Christensen, Velfærdslisten (VL).
“Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan man i sagen om julemandens Kongsgård godt kan spille julemand, men når der kommer nogle mennesker med et seriøst projekt, så bliver det afvist,” sagde Kasper Fuhr Christensen med henvisning til, at et byrådsflertal netop havde givet grønt lys for, at give en fristforlængelse til Julemandens Kongsgård.
“Vi var nogle her, som gav julemanden en chance. Lad os da også give Gjerlev by en chance,” opfordrede den radikale Mogens Nyholm.
‘Udansk og paradoksalt, det her’
“Ildsjælene derude har gjort så stor en indsats, og indsamlet så mange penge. At nedrive bygningerne er da så udansk, som det overhovedet kan være” fremførte Mogens Nyholm, som til slut opfordrede byrådspolitikerne til at sætte sig borgernes sted.
Charlotte Broman Mølbæk (SF) er principielt imod privatskoler, men netop i denne situation vil hun gerne give en anerkendelse til det lokale og meget stærke initiativ, som er blevet vist i Gjerlev.
“I SF har vi bemærket det store og beundringsværdige engagement, og derfor bakker vi op om Radikales og Konservatives ændringsforslag,” oplyste Charlotte Broman Mølbæk.
“Det er et paradoks, at et flertal i byrådet hellere vil støtte en imaginær julemand med millioner af kroner, ved at sælge en grund billig. Men andre borgere, som ikke er en fantasi, dem kan man ikke tilgodese. Det er en mærkelig form for prioritering,” tordnede Bjarne Overmark fra Beboerlisten (BL)
“Essensen i debatten er, om vi skal lade Gjerlev-projektet lov til at købe bygningerne. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at vi ikke lader dem gøre det. Det er nærmest uartigt,” slog den konservative Daniel Madié fast.
Nørgaard fik Mølbæk op i det røde felt
Frank Nørgaard fra Dansk Folkeparti var ikke i tvivl om, at Gjerlev-borgernes største ønske er at kunne købe bygningerne.
“Men det giver skolestrukturforliget desværre ikke mulighed for,” sagde han.
“I vores byrådsgruppe er vi enige om, at det ikke er nogen god ide at lave sprogskole eller noget som helst andet, som handler om flygtninge- indvandrer.
“Det vil være total galimatias og et politisk selvmål, hvis vi i Dansk Folkeparti er med til at lukke en dansk folkeskole og så sende flygtninge- og indvandrere derud,” sagde Frank Nørgaard, som understregede, at borgerne i givet fald skal spørges om formålet.
Frank Nørgaards tale fik Charlotte Broman Mølbæk op i det røde felt.
“Vi kan være sikre på, at DF er den sikre vej til forringelser for velfærden, og i den racistiske hetz mod de fremmede og mørklødede forsøger de at give dem skylden for afvikling af velfærden her i Danmark.”
Samtidig luftede hun muligheden for at benytte de tomme skoler som flygtningecenter frem for at flygtningene skal bo i telte.
Anders Buhl-Christensen (V) forklarede, at hele skolestrukturen har været et stort puslespil.
“Det er klart, at vendes én brik, så kan der nemt komme mange andre ting, som også skal røres ved i et forlig. Derfor står vi i aften i den situation, at de konditioner som folkene bag friskolen fik, ikke er opfyldte, og derfor stemmer vi imod det ændringsforslag som foreligger. Og dermed er diskussionen om en friskole også afsluttet,” slog Anders Buhl-Christensen fast.
En borgmesterbelæring til Laursen
Jens Kristian Laursen fra Beboerlisten oplæste en række citater fra forligspartierne, og mente derved, at de havde brudt deres valgløfter.
“Når vi kommer frem til november 2017, så håber jeg vælgerne ved, at hvad der bliver sagt før valget er én ting, for I beslutter det stik modsatte. Og hvis jeg havde siddet på en af de små skoler, som har overlevet denne gang, så ville jeg være nervøs i øjeblikket. Jeg håber eddermame I tænker jer om,” lød det fra Jens Kristian Laursen, som så fik en borgmesterbelæring om at tale pænt ‘herinde’.
Helle Skøtt (V) tog for første gang ordet, og gjorde opmærksom på, at hun ikke støtter forligspartierne, og valgte derfor at undlade at stemme.
Forslaget om at borgerne kunne købe skolen for 1,5 mio. kroner blev afvist med stemmerne 23 imod (S, DF og V), 7 for (BL, VL, SF, R og K) og 1 blank (Helle Skøtt).
Det betyder, at forvaltning nu skal lave en grundig undersøgelse af mulighederne for at etablere en sprogskole i bygningerne.
Dermed blev håbet om en friskole i Gjerlev definitivt frosset ihjel.
Af RANDERSiDAG.dk
* Læserbreve lægges undtagelsesvist ud på forsiden af RANDERSiDAG.dk. Læserbreve kan findes i menuen under ‘Debat’.
* Giv RANDERSiDAG.dk en ‘synes godt om’ på Facebook.