Nyheder
Ungerådet vil være mere synligt
Da det nyvalgte ungeråd mødtes første gang i februar, var der hurtigt enighed om, at Ungerådet som hidtil skal arrangere en fest for de lokale unge i Randers Ugen. “#Teltet har for mange unge været det eneste reelle tilbud i festugen. Og det er vigtigt, at ungdommen har sit eget sted – også i den […]
Da det nyvalgte ungeråd mødtes første gang i februar, var der hurtigt enighed om, at Ungerådet som hidtil skal arrangere en fest for de lokale unge i Randers Ugen.
“#Teltet har for mange unge været det eneste reelle tilbud i festugen. Og det er vigtigt, at ungdommen har sit eget sted – også i den årlige festuge. Modsat tidligere vil vi dog gøre det tydeligere, at #Teltet arrangeres af det lokale ungeråd,” siger næstformand i Ungerådet Randers, Rasmus Bjørn Olsen.
Derudover vil det nye ungeråd også arrangere tema-aftener uden for Randers Ugen. Det kan eksempelvis være spilleaftener eller foredragsaftener med særligt indhold for unge.
“Det er vigtigt for os, at der også kan være noget fagligt og brugbart indhold på en hyggelig måde, tilføjer Rasmus Bjørn Olsen.
Ungerådet Randers 2018-2019 består af 19 unge i alderen 15-25 år. De mødes fast 10 gange om året, hvor der blandt andet arbejdes med at planlægge events og tema-aftener. Som noget nyt er Ungerådet begyndt at mødes med forskellige potentielle samarbejdspartnere. Det er indtil videre blevet til et frugtbart møde med den daglige ledelse hos UUR – Ungdommens Uddannelseshus Randers. Ungerådet Randers og UUR vil nu indgå i nærmere dialog om, hvordan de to parter kan samarbejde i fremtiden.
“Vi har blandt andet talt om, hvordan vi i fællesskab kan formidle, de mange gode uddannelsesmuligheder, der findes i Randers kommune. Det kunne eventuelt være noget som ungerådet kan kigge på i forbindelse med vores kommende tema-aftener, ” forklarer Michelle Linde, formand for Ungerådet Randers.
Ungerådet Randers har derudover vedtaget, at rådet skal være aktivt i debatten om et kommende flodbad. Ligesom rådet i perioden 2018-2019 vil have fokus på både natbusser og skabelsen af et politisk ungdomshus.
“Vi i ungerådet skal turde at markere os på temaer, som kan gøre en forskel for unge i vores kommune. Personligt ser jeg gerne, at vi får et ungehus, hvor der udover det sociale også vil være muligheden for at modtage lektiehjælp og anden faglig vejledning,” siger Michelle Linde.
* Ungerådet Randers kan følges på facebook – klik her.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.
Kontaktinformation
Ungerådet Randers har tilknyttet en konsulent hos Børn- og Skolesekretariatet i Randers Kommune. Ved spørgsmål om Ungerådet kontakt derfor Rikke Gilling på telefon 8915 1852 eller mail: rikke.gilling@randers.dk
Stine Eiby, Michelle Linde og Rasmus Bjørn Olsen er henholdsvis kasserer, formand og næstformand i Ungerådet Randers. De ser nu frem til for alvor at komme i gang med arbejdet.