Nyheder
Underholdende aften på Værket
TV2 Østjylland afholdt et midtvejsvalg på Værket d. 18. november med en meget dygtig vært, Åse Anderson. Jeg sad på tilskuerpladserne og fulgte den interessante debat, der udspillede sig mellem politikerne fra alle partierne og listerne i Randers Byråd. Der var en lang diskussion om den temmelig dårlige stemning i byrådssalen og afsættelse af tre […]
TV2 Østjylland afholdt et midtvejsvalg på Værket d. 18. november med en meget dygtig vært, Åse Anderson. Jeg sad på tilskuerpladserne og fulgte den interessante debat, der udspillede sig mellem politikerne fra alle partierne og listerne i Randers Byråd.
Der var en lang diskussion om den temmelig dårlige stemning i byrådssalen og afsættelse af tre udvalgsformænd. For folk som ikke kender Randers og Randers Byråd, må det have været særdeles underholdende. Det var det nu også for en Randersborger.
Det blev nævnt ofte i debatten, at der skal skabes flere arbejdspladser i erhvervslivet, for vi skal have nedbragt arbejdsløsheden. Hvilket vi jo ikke kan være uenige om. Ledigheden i Randers er på 4,8 %. Hvilket svarer til ca. 2029 personer.
Som sagt blev der kun talt om jobskabelse i det private. Men jeg ser, hvordan man meget hurtigt og nemt kunne nedbringe arbejdsløsheden med flere hundrede. Nemlig ved at ansætte flere ledige i det offentlige.
Vores borgmester lovede før sidste kommunalvalg 30 mio. til daginstitutionsområdet. Hovedsagligt til flere pædagoger. Det er så ikke sket! Det nyligt indgåede budget viser dog, at området undgår rammebesparelser. Men der bliver tildelt 15 mio. til anlæg – mursten til en ny institution på Nyvangsvej. Altså ikke flere varme hænder, som ellers lovet. Jeg er som pædagog totalt uforstående overfor, at mit fagområde er så nedprioriteret.
Jeg forstår heller ikke, hvorfor man ikke kan se sammenhængskraften i vores samfund. Gode daginstitutioner med en forsvarlig normering. Randers har en af de ringeste normeringer i landet med dobbelt så mange børn pr. pædagog, som anbefalet af BUPL. Ordentlige forhold for elever og lærere i vores skoler. Genoplukning af lukkede skoler og rimelige klassekvotienter.
Alle disse forhold ville kunne trække børnefamilier til byen. Familier som betaler skat. Skat som anvendes til velfærdsydelser. F. eks. en bedre ældrepleje. Sidste år fyrede man 32 sosu-personaler. Genansættelse af dem, som stadig går ledige, ville være på sin plads.
Borgere i Randers, som er blevet skuffede over brudte valgløfter, såsom ingen skolelukninger og flere pædagoger, de stemmer nok anderledes næste gang. Hvis ellers langtidshukommelsen er slået til.
* Giv RANDERSiDAG.dk en ‘synes godt om’ på Facebook.