Nyheder
Uigennemtænkt politik årsag til udkantsdanmark
I JP Erhverv den 15.12.18 om boliglån, er der beskrevet det horrible i, at nogle unge mennesker ikke kan få et realkreditlån til køb af et hus i provinsen. Det unge par prøvede ved ikke mindre end 6 forskelige realkreditinstitutter, der alle sagde nej. Nu er det unge par så henvist til, at måtte finansiere […]
I JP Erhverv den 15.12.18 om boliglån, er der beskrevet det horrible i, at nogle unge mennesker ikke kan få et realkreditlån til køb af et hus i provinsen. Det unge par prøvede ved ikke mindre end 6 forskelige realkreditinstitutter, der alle sagde nej.
Nu er det unge par så henvist til, at måtte finansiere deres huskøb ved et pantebrevsselskab til en rente på 8,25 %! Det betyder en ydelse på kr. 16.000 i kvartalet hvorimod, hvis de kunne have optaget et realkreditlån, så ville ydelsen kun være ca. kr. 7.000 i kvartalet! Altså en merudgift
på kr. 9.000 i kvartalet svarende til næsten kr.40.000 ekstra om året.
I Kristendemokraterne (KD) syntes vi, at det er dybt dybt urimeligt, at det skal være sådan. Men hvorfor er det så lige realkreditområdet er havnet der hvor det er idag?
Jo, det store problem er, at politikerne på borgen for efterhånden mange år side, tillod bankerne at kunne drive realkreditvirksomhed sådan, at ejerskabet af realkreditsektoren, ikke længere er på låntagernes hænder. Nu ejer banker både forsikring, bank, realkredit og ejendomskæder.
Kravet om større bidrag – altså bedre polstring mod usikre tider, og tab på realkreditkunder er muligvis et rimeligt krav at efterleve, men så må det med lov sikres, at den enkelte låntagers bidrag tilbagebetales med renter, minus fradrag af tab, når man som låntager udtræder af
realkreditinstituttet ved fx. en afsluttet låneaftale. Det vil kun være fair og rimeligt.
Det var uigennemtænkt, da politikerne tillod banker at drive realkreditvirksomhed, for det har haft enorme konsekvenser, hvilket det nævnte eksempel med det unge par, kun alt for godt illustrerer.
Den gamle model med realkreditforeninger, hvor man som låntager betalte et bidrag til en solidaritetsfond, der trådte til, når en låntager ikke kunne servicere sine lån, havde igennem mange årtier vist sig, at være særdeles holdbar. Derudover ville det unge par uden tvivl have
kunnet opnå et realkreditlån, for dengang så kreditforeningerne ikke på, hvor huset lå, men derimod altovervejende på, om der var tale om fast ejendom, og sådan bør det også være.
Hvis den gamle ordning var fortsat med kreditforeninger, så havde det unge par ikke været henvist til at skulle belåne deres køb af hus hos et pantebrevsselskab, men kunne have fået det belånt hos en realkreditforening.
Det her eksempel viser blot med al ønskelig tydelighed, at politikerne på borgen selv har skabt udkantsdanmark. Og hvis de så ellers ville erkende det, så burde de i det mindste tage sig sammen til at afbøde virkningerne for folk, der vil bosætte sig i udkantsdanmark ved fx i det mindste at stille statsgaranti overfor realkreditinstitutter for låntagere i disse situationer.
Jeg kan love, at kommer KD i Folketinget ved næste valg, er det et område, som vil være noget af det første, vi vil tage fat på, at arbejde for at få ændret, for det her må og skal simpelthen ændres, for det er dybt uretfærdigt for borgere, der gerne vil bosætte sig i det såkaldte udkantsdanmark.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.