Vi bringer her Kim Brandt Thomsens rejsebrev fra Peru. I Sydamerika hedder han El Kibratho, som er en sammenskrivning af hans danske navn. Til daglig er han journalist i Randers Erhvervs- og Udviklingsråd. Hans bedre halvdel er peruaner.
Men nu til rejsebrevet:
“Den lange bjergkørsel: Jeg vil sige, at jeg bestod. Og den kinesiske Lifan-limousine ligeså. Kun en enkelt gang var niece Andreas hamster oppe at røre himlen. Altså den i bilen. Og svigermor kunne da stadig gå – om end med besvær, da vi nåede hjem kort før midnat. Trætte efter en rigtig ryste-sammen-tur, hvor vi var stuvet syv store og små – plus en hamster i en papkasse – i den lille fire-personers sedan.
Lad det være sagt med det samme. Skal man holde tungen lige i munden for at undgå huller og bump på Limas boulevarder, så skal man have vinger for at undgå hullerne på Tupac Amaru, hovedvej 18 til Canta.
Da jeg overtog rattet efter den sidste politipost i Limas udkant, steg vores gennemsnitshastighed fra 25 til 50 kilometer i timen. Dog ikke uden at bilens interiør nu og da afgav knirkelyde, udstødningen skrabede mod bump eller nedfaldne klippestykker, eller sædet blev kastet op mod ens dertil indrettede siddeflade.
Det er ikke min bil
Carmen,” forklarede jeg, du skal bare hele tiden sige til dig selv: Det er ikke min bil. Det er ikke min bil. Så gør det ikke så ondt at køre lidt hurtigere.
Carmen smilede skævt til mit bakspejl. Jamen det er jo min bil. Og den skal køre taxa på mandag.
Vi ankom til Canta (som oversat fra spansk betyder at synge- men ikke har spor med det at gøre på peruansk) uden ridser i lakken og fandt straks et sted at spise. I kun 10-12 graders varme ville det gøre godt med en svinesuppe med majsnudler, mynte og purløg. Deres usendte medarbejder bestilte straks et stykke stegt oksekød med salat og pommes frites, så det ikke skulle blive alt for ensformigt for kokken.
100 km vildmand
Mens vi sad og afventede serveringen, kom resten af selskabet. Moster Ana med drenge og piger, fætre og kusiner samt taxachaufføren Roy, der intetanende var kommet ud på en 100 kilometers vildmand med otte personer stuvet i sin Corolla stationcar. To af knægtene lå i bagagerummet sammen med gastanken.
Allerede ved begyndelsen af vores udflugt var stemningen lidt iltfattig. De tre timers strabadser på hovedvej 18 havde gjort stort indtryk. Så maden gjorde godt. I selskab med spankulerende haner og tiggende hunde under det sidste bliktag i udkanten af markedet i Canta i 2800 meters højde.
Altid plads til én til
Taxa-Roy blev hilst velkommen af alle og straks døbt onkel Roy. Med 47 personer i den nærmeste familie er der altid plads til en til. Roy nød da også som vi andre måltidet, og han var fit for fight til næste opgave: At komme over til det udsigtspunktet halvt oppe på bjerget på den anden side af floden Rio Chillón.
Vi kæmpede os langsomt mod toppen. Gasdrevne biler er ikke tilhængere af for store stigninger i 3000 meters højde. Og gang på gang måtte vi holde for ryttere til hest, gedehyrder med hjord og flokke af køer på mere eller mindre organiseret udkig efter nye græsgange. Man holder bare helt stille for ikke at skræmme dyrene. Med kun to meters vejbane vil jeg i hvert fald nødig være den, der ikke bliver plads til.
Én gang til for prins Knud
Der ventede os et fantastisk vue fra udsigtspunktet, og et lille interimistisk fodboldstadion af håndbolddimensioner, en tilsyneladende efterladt kirke og kirkegård, og børn der spillede bold op ad kirkemuren. Det blev til masser af fotos af os, og af den og den med den, og den og den med den. Onkel Roy sørgede for, at vi alle 15 i samlet flok kom på et af billederne.
Vel nede i dalen i landsbyen Obrajillo trængte mørket sig så småt på, hvorpå trangen til igen at spise naturligt trængte sig på. Mens alle satte sig godt til rette, tog deres usendte medarbejder lige endnu en tur opad og nedad blandt heste, køer, æsler, muldyr og geder. Fætter Carlos havde selvfølgelig forlagt sin mobiltelefon på kirkemuren ved udsigtspunktet, da drengene sparkede lidt til en fodbold. Primo aus Peru.
Hvor skal vi sove i nat
Klokken var efterhånden blevet 21. Endnu en flok kyllinger havde ladet livet, så vi kunne få stegt kylling og nok en gang suppe. Men der er flere, hvor de kommer fra, stol trygt på det. Deres udsendte medarbejder havde selskab af hele to levende høns, da han måtte træde af på naturens vegne på etablissementets dertil indrettede aflukke.
Nå, det var tid at finde et sted for natten. 40 kroner i Obrajillo for et dobbeltværelse. 100 kroner for at vi alle kunne få et noget at ligge på. De unge er ikke så kræsne. De kan godt sove fire i en dobbeltseng.
Vi kiggede lidt på hinanden. Nej, onkel Roy ville bare komme til at køre tom og alene hjem til Lima. Vi blev enige om at tage samme vej. Ud i mørket til hårnålesvingene, den brusende flod og det ikke-eksisterende rækværk. Hjem og på hovedet i seng.
Udflugt til aftalt pris
Vel ankommet til Ferskenvej i San Juan de Lurigancho fik Taxa-Roy sin velfortjente betaling. 100 nuevo soles eller 185 kroner for de 210 kilometers kørsel og et halvt døgn af hans liv. Men så var det også inklusive kost og godt selskab samt mulighed for at ringe hjem til fruen og fortælle, hvor pokker han blev af.
Summa summarum for dagen. En stor oplevelse for en lille 500 kroneseddel. 185 til Taxa-Roy, 40 til gas til kineserbilen. Is og drikkevarer ad et par omgange til 60 kroner. Og dertil 90 kroner for at spise i Canta og et tilsvarende beløb til fortæring i Obrajillo. Pris pr. person for heldagsudflugten: Lige godt 30 kroner!
Jeg får altid et rap over fingrene, når jeg vil runde op eller give lidt drikkepenge.
Så er der jo ingen mening i, at jeg får mig aftalt frem til en god pris, siger min kone.
Når vi er i Peru, er hun på hjemmebane. Så hér får hun lov at bestemme.”
Deres usendte medarbejder
El Kibratho, Ferskenvej 150
1. Etape, Canto Grande
San Juan de Lurigancho
Lima, Peru
Skriv Rejsebrev i Byen.nu’s søgefelt på forsiden og find alle artikler fra Kim Brandt Thomsens fantastiske rejse til Peru.
Du kan kommentere rejsebrevet herunder.
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s gratis nyhedsbrev her på siden til højre.
