Taxinævn?

7. november 2009

Jeg har I mit virke som formand for taxinævnet forsøgt at være loyal overfor taxiselskaberne. Det står jeg mig bedst ved. Det står alle politikere sig bedst ved. Jeg kan lige se avisoverskrifterne for mig, hvis dette ikke er tilfældet. Branchen har virkelig odds’ene mod sig, og jeg vil ikke bære brænde til bålet. Jeg…

Jeg har I mit virke som formand for taxinævnet forsøgt at være loyal overfor taxiselskaberne. Det står jeg mig bedst ved. Det står alle politikere sig bedst ved. Jeg kan lige se avisoverskrifterne for mig, hvis dette ikke er tilfældet.

Branchen har virkelig odds’ene mod sig, og jeg vil ikke bære brænde til bålet. Jeg har forsøgt at holde sladderen og rygter væk fra de beslutninger, vi har taget i nævnet.

Mange af de ting jeg hører negativt om branchen, er ting, der er sket tilbage i tiden. Randersselskaberne skal glemme gammelt nag. Mage til andegård. Jeg vil stædigt blive ved med at bede om ro, og at alle holder sig til sagen. Ingen beskyldninger på løse påstande, vil influere på mine beslutninger. Kun tal og sund fornuft.

Her op til valget vil jeg gerne give udtryk for mine holdninger.

Jeg er for et kørselskontor i Randers kommune. Den opgave må vi kunne løfte, og der skal vist ikke så meget til, for at gøre det bedre. Men den bliver svær. Der er en aura omkring ordet udlicitering. Det man glemmer, er, når man kan gøre det bedre selv, skal man gøre det, og så skal vi turde. Der er lige udpeget en koordinator for at der kan dannes et overblik over kommunal kørsel. Det håber jeg vil styrke dialogen og samarbejdet med taxaselskaberne. Det vil gøre vejen nemmere til en indgang til hele kørselsområdet.

Jeg går ind for konkurrerende selskaber. Hvis et taxiselskab kommer under 10 bevillinger, skal vi igen se på bevillingerne. Men indtil da skal de enkelte vognmænd vurdere, hvor det er bedst at køre. Så må branchen gøre det nemt at skifte selskab.

Jeg går ind for bevarelse af taxinævnet. Jeg tror fast på, at det skal være taxibranchen selv, der skal snakke sig frem til løsningerne. Politikerne skal skære igennem, hvis der ikke er enighed. Det er det, vi er til for.

Taxinævnet skal være et forum, hvor der også skal udvikles visioner og ideer. Det skal være et sted, hvor vi skal høres om det, der har med branchen at gøre. Nævnet skal heller ikke i fremtiden blive til en syltekrukke. Forvaltningen skal have et vågent øje med, hvad der har betydning for os.

Jeg vil, at taxinævnet skal sætte antal bevillinger. Det er nævnet, der har fod på, hvordan situationen er indenfor branchen. Der vil blive ved med at være pres på branchen. Derfor skal der arbejdes på at brande hele taxibranchen. Der kan selskaberne selv gøre et stort arbejde.

Branchen skal efter valget kigge på, hvordan landområderne bliver betjent bedst. Så taxabranchen kan nu begynde at diskutere, hvad der fungerer og hvad der ikke fungerer.

Jeg tager gerne fire år mere på posten, hvis vælgerne vil det. Der skal bankes på døre i den næste tid. Der skal samles stemmer. En plads i byrådet kommer ikke af sig selv.

Tilmeld dig Byen.nu’s nyhedsbrev her på siden til højre.