Nyheder
Tæt samarbejde omkring udskolingen
Skolerne i sydbyen har nemlig skabt et tæt og godt samarbejde omkring overgangen til udskolingen. “Vores målsætning er at have en rød tråd i måden, vi arbejder på, så eleverne oplever et godt og sammenhængende skoleforløb fra 0.-9. klasse. Vores formål med det tætte samarbejde er at skabe inkluderende læringsmiljøer,” fortæller Anne-Mette Thorsen, skoleleder på […]
Skolerne i sydbyen har nemlig skabt et tæt og godt samarbejde omkring overgangen til udskolingen.
“Vores målsætning er at have en rød tråd i måden, vi arbejder på, så eleverne oplever et godt og sammenhængende skoleforløb fra 0.-9. klasse. Vores formål med det tætte samarbejde er at skabe inkluderende læringsmiljøer,” fortæller Anne-Mette Thorsen, skoleleder på Tirsdalens Skole.
Det tætte samarbejde har blandt andet den betydning, at de nye 7. klasser på Tirsdalens Skole er nøje sammensat i et tæt samarbejde mellem skolerne.
“I august starter vi op med, at vejlederne på de tre skoler holder et møde, hvor vi drøfter forskellige temaer og de faglige forventninger, der både er fra Tirsdalens Skole, der modtager eleverne i 7. klasse, og Kristrup og Søndermarksskolen, der afgiver elever. Det er et netværk, som fortsætter med at holde møder hvert kvartal, så vi sikrer, at eleverne får den bedst mulige overgang. Derudover har vi månedlige ledelsesgruppemøder på sydbyens skoler,” fortæller Anne-Marie Vitting, skoleleder på Kristrup Skole.
En tryg proces
“Vores samarbejde medvirker til i højere grad at skabe tryghed for både børnene og forældre. Det hænger sammen med, at vi er en stærk treenighed, som afstemmer alle vores procedurer og både inkluderer elever, lærere og forældre på alle tre skole. Samarbejdet er både med til at styrke de enkelte elever, men også Tirsdalens Skole, som får nogle rigtig gode forudsætninger for deres videre arbejde med børnene i udskolingen,” fortæller Helle Hesel, som er skoleleder på Søndermarksskolen.
I november holder Tirsdalens Skole åbent hus, hvor lærerne viser rundt og nuværende elever fortæller om fagene i udskolingen. Her har der været et stort fremmøde og positive tilbagemeldinger fra både forældre og elever.
“Det er altid en god oplevelse, når vi skal tage imod en helt ny årgang af spændte og forventningsfulde 7. klasser. Fra lærerside er der stor opmærksom på at italesætte, hvilke tanker man gør sig som elev, når man starter i en ny klasse. På den måde bliver det legalt at tale om den usikkerhed, der også kan være forbundet med skiftet. Derfor gør vi også rigtig meget for at skabe et godt sammenhold i klasserne, så snart de begynder. Vores erfaring er, at eleverne allerede efter de første uger er faldet godt til i klasserne, men de bliver også hurtigt tætte med de andre klasser og tager del i det stærke ungemiljø, vi har her på skolen,” fortæller Anne-Mette Thorsen.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.
Anne-Marie Vitting, skoleleder, Kristrup Skole: 2383 8860
Anne-Mette Thorsen, skoleleder Tirsdalens Skole: 2133 7460
Helle Hesel, skoleleder Søndermarksskolen: 8915 4965