I efteråret var Pelle Nielsen igennem tre svære operationer, og han må nu erkende, at helbredet ikke rækker til dans på eliteplan. Han stopper for at koncentrere sig om skole og helbred.
Jeg er rigtig, rigtig ked af det, ikke mindst på Emmas vegne. Jeg synes vi var på vej mod noget stort sammen. Men efter mange samtaler med familie og trænere har jeg valgt at sige stop. Jeg har ikke overskuddet mere efter min sygeperiode. Hvis man vil deltage på vores niveau, så skal man yde 100 procent. Jeg har kun kunnet bidrage med 95 procent, og det rækker ikke, desværre. Jeg er rigtig ked af situationen, siger Pelle Nielsen.
Lige inden hans sygdom i efteråret var parret etableret blandt landets seks bedste, og en stor 2010-sæson forestod.
Pelle og Emma var midt i et stort sponsorfremstød, som nu er indstillet. Med parrets nuværende sponsorer er det aftalt, at Emma Ginge fortsætter sponsoraterne, og hun og hendes trænere leder nu efter en ny partner.
Der er jo ikke uanede muligheder på dette niveau, men jeg håber noget viser sig. Det er rigtig synd for Pelle, og jeg er meget ked af det, men jeg VIL danse, så jeg må se fremad og håbe det bedste. Indtil videre træner jeg på fuld kraft, både alene og med skiftende partnere, så jeg er i toptræning, når jeg har fundet min nye partner, siger Emma Ginge.
Hun har orienteret parrets hovedsponsor, direktør Jesper Blak fra firmaet Super1 Rent, om situationen. Hans reaktion var at forlænge sponsoratet frem til foråret 2011!
Det er utroligt dejligt, nu har jeg en del af økonomien på plads allerede inden den nye partner er fundet, konstaterer hun.
Pelle Nielsen og Emma Ginge skulle de næste uger have deltaget i danske og internationale ranglisteturneringer og mesterskaber, hvilket nu er droppet. Til gengæld gennemfører de allerede planlagte opvisninger i foråret, blandt andet ved messen i kulturhuset Sløjfen i Hadsten søndag 7. marts, som nu bliver en slags afdansningsbal for parret.
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s gratis nyhedsbrev her på siden til højre. Og har du en fødselsdag, et jubilæum eller lignende, du gerne vil have offentliggjort, så mail til red@byen.nu