Nyheder
Svar på skolespørgsmål
Allerførst vil jeg godt sige tak for de mange henvendelser ang. skolestrukturforslaget. De vidner om, at mange – ligesom mig – bekymrer sig om folkeskolen i Randers Kommune. I dette læserbrev vil jeg forsøge at svare på mange af de henvendelser jeg har fået, så andre læsere også kan se mine svar og tanker. Jeg […]
Allerførst vil jeg godt sige tak for de mange henvendelser ang. skolestrukturforslaget. De vidner om, at mange – ligesom mig – bekymrer sig om folkeskolen i Randers Kommune.
I dette læserbrev vil jeg forsøge at svare på mange af de henvendelser jeg har fået, så andre læsere også kan se mine svar og tanker. Jeg udtaler mig med andre ord ikke på forligspartiernes vegne.
Evidens?
Jeg er ikke sikker på, hvad det er for entydige forskningsresultater folk hentyder til? CEPOS, som mange fx henviser til, er som udgangspunkt en foreløbig rapport, som bygger på en forudsætning om, at skolelukninger er en sparerøvelse. Det er det ikke i det konkrete tilfælde. Vi vil lade midlerne blive på skoleområdet. Dermed mener jeg ikke, forudsætningerne er identiske, og dermed mener jeg heller ikke, at konklusionerne direkte kan overføres.
Finlandsskole, som flere bl.a. også henviser til, og som mange mener scorer højt i diverse tests, har netop opnået sine resultater mens skolen (ren)dyrkede en opdelt skolegang. Det nuværende strukturforslag er, ifølge mine oplysninger, slet ikke ligeså vidtrækkende, som det de har oplevet i Finland. De er i øvrigt ved at nedtone opdelingen, så vidt jeg ved. Måske i retning af noget af det vi foreslår?
Jeg har desuden læst andre undersøgelser og hørt om mange andres erfaringer, og det eneste jeg faktisk er 100 procent sikker på, er, at den vigtigste ingrediens, uomtvisteligt, er dygtige lærer.
Udemokratisk?
Jeg tager stadig afstand fra, at nogen kalder processen udemokratisk. Jeg ville personligt have grebet det an på en lidt anden måde, men at kalde den udemokratisk er ikke retvisende.
Inden forligspartierne blev enige, har der været holdt forhandlingsmøder. Det er vist meget naturligt, at forhandlingsmøder er lukkede. Forvaltningen har været brugt, for at vi kunne få regnet på vores forskellige scenarier. Det er vist også meget normalt, og i øvrigt meget ansvarligt vil jeg mene.
Efter at vi blev enige, blev alt lagt frem, og der blev bl.a. afholdt seks offentlige møder, hvor der var en livlig debat. Jeg var med til de tre for god ordens skyld. Ydermere har der været en lang høringsperiode (otte uger) som blev forlænget med fire uger, og nu en fire ugers “kommentarperiode”.
Forslaget blev præsenteret medio august, og en evt. vedtagelse bliver tidligst medio januar (altså rundt regnet fem måneder). Der har, efter min mening, været megen tid til at fremkomme med sine kommentarer i. Lige meget hvor mange møder flere, vi kunne have holdt, hvor meget mere vi kunne have forlænget høringsperioden, og hvor mange samtaler mere vi kunne have holdt, vil de, der ikke i denne sag får deres vilje, føle sig overset, og bl.a. klandre den demokratiske proces. Det er min påstand.
Jeg er ret overbevist om, at jeg kender 99 procent af modstandernes kritikpunkter. Deres synspunkter er hørt. Jeg tror ikke, at der er nogen politikere i kommunen, der er i tvivl om kritikpunkterne. Så har de i hvert fald været ualmindeligt tonedøve.
Jeg har sat mig ind i sagen, og jeg er ganske enkelt bare ikke enig med alle. Sådan er politik. Det må man anerkende, og det betyder altså stadig ikke, at processen har været udemokratisk, eller at man ikke er blevet hørt. Det er noget sludder, mener jeg.
Motivation
Det har aldrig udelukkende drejet sig om mursten for mig, og målet har heller ikke været store skoler. Målet har været at skaffe midler til at investere i folkeskolen, og hæve overliggeren for hele Randers Kommunes folkeskole. Det mener jeg, at vi opnår gennem det nuværende og reviderede forslag. Det kan man være enig eller uenig i. Det respekterer jeg.
Afslutningsvis vil jeg bare sige: Jeg vil godt debattere, men jeg stiller krav til formen. Derfor er der nogen, jeg ikke har svaret. De sobre, personligt henvendte, og de med fokus på indhold, har jeg alle forsøgt at svare på, for jeg anerkender bekymringen.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook.