Nyheder
Stram økonomi får flere til at udskifte boligen
Hvor det i 2008 var 1 ud af 25 boligsælgere, der solgte fordi boligen var blevet for dyr, er det i dag årsag til hvert 7. boligsalg. I alt drejer det sig nu om 14 procent af handlerne mod 4 procent i 2008. Det er Danmarks største ejendomsmæglerkæde EDC, der hvert år spørger ejendomsmæglerne i […]
Hvor det i 2008 var 1 ud af 25 boligsælgere, der solgte fordi boligen var blevet for dyr, er det i dag årsag til hvert 7. boligsalg. I alt drejer det sig nu om 14 procent af handlerne mod 4 procent i 2008.
Det er Danmarks største ejendomsmæglerkæde EDC, der hvert år spørger ejendomsmæglerne i de cirka 240 EDC-butikker om årsagerne til, at sælgerne sælger deres bolig.
“Det er en af finanskrisens følgevirkninger, vi ser. Isoleret set har finanskrisen gjort det billigere at være boligejer i kraft af faldende renter og huspriser, men hvis man tjener mindre eller måske helt har mistet sit arbejde, oplever flere at boligen alligevel bliver for dyr,” siger Jesper Hedegaard Jensen, der er statsaut. ejendomsmægler og valuar, MDE hos EDC Ønskebo i Randers.
Salg af boligen er typisk sidste udvej, fordi familierne har forsøgt andre muligheder for at bevare tilknytning til skole, venner og hverdagens faste rammer. Det er således også forklaringen på, at stigningen i antallet af boligsalg på grund af for stram økonomi, opstår med en vis forsinkelse i forhold til finanskrisens begyndelse, påpeger han.
EDC-undersøgelsen viser også, at det fortsat er ændringer i folks behov, der er hyppigste årsag til, at boligejerne flytter videre, svarende til 40% af salgene.
“Det betyder, at boligmarkedet ikke vil gå i stå, fordi der altid vil opstå situationer hvor boligen bliver for stor, for lille eller for uhensigtsmæssig indrettet i forhold til husstanden,” siger Jesper Hedegaard Jensen.
Næst efter ændret behov er årsagerne: Skilsmisse 15%, for dyr bolig 14 procent, lystflyttere 11 procent, dødsbo 9 procent, nyt job 5 procent, andre årsager 6 procent.