Nyheder
Stort bidrag fra et lille område
Den 21. maj var der møde i kommunens Miljø- og teknikudvalg med bl.a. etablering af fem kæmpevindmøller ved Binderup på dagsordenen. Projektet har været i offentlig høring, og der er indkommet en hærskare af indsigelser og underskrifter imod det. Alle indsigelser er rutinemæssigt blevet afvist af kommunens forvaltning, men det er bemærkelsesværdigt, at når forvaltningen […]
Den 21. maj var der møde i kommunens Miljø- og teknikudvalg med bl.a. etablering af fem kæmpevindmøller ved Binderup på dagsordenen.
Projektet har været i offentlig høring, og der er indkommet en hærskare af indsigelser og underskrifter imod det.
Alle indsigelser er rutinemæssigt blevet afvist af kommunens forvaltning, men det er bemærkelsesværdigt, at når forvaltningen skal argumentere for opstillingen, så sker det udelukkende med henvisning til, at Randers Kommune skal bidrage til de statslige planer om mere vedvarende energi.
Det er en sær argumentation, for det er der næppe nogen, der er uenig i.
Ikke desto mindre skriver forvaltningen, at hvis kommunen skal bidrage til de statslige mål, så er det nødvendigt, at der vedtages et plangrundlag, der gør det muligt, at opføre vindmøller i de områder, der har plads til vindmøller.
Det vil sige, at hvis kommunen ikke maser vindmøller ind alle de steder der har plads til vindmøller, så bidrager kommunen ikke! Det er simpelthen noget vrøvl. Spørgsmålet er ikke, om kommunen skal bidrage eller ej. Spørgsmålet er med hvor meget.
Hvorfor nævnes det ikke med ét eneste ord, at Randers Kommune har en vindmølleplan med en temmelig præcis og ambitiøs målsætning for, hvor meget vindkraft, der skal være installeret i 2030? Den plan bliver ikke nævnt, fordi den allerede er på vej til at blive opfyldt og forventes at blive det allerede i 2016, altså 14 år før beregnet! Og dét uden Binderup-møllerne.
Den massive protest mod Binderup-møllerne går netop på, at den nordøstlige del af kommunen så rigeligt har bidraget. Hvis Binderup-møllerne kommer op, og den planlagte udvidelse af Overgaards vindmøllepark gennemføres, så vil der på et lille areal stå 64 møller, hvoraf langt de fleste er kæmpevindmøller.
Hvis man dropper de fem møller ved Binderup, vil der altså kun være 59. Det er stadigvæk et solidt bidrag fra et lille område.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook.