Nyheder
Spareplan sættes på pause
Velfærdslisten glæder sig over, at det stærke folkelige pres har virket, men understreger, at kampen fortsætter. Et flertal i Randers Kommunes økonomiudvalg bestående af Venstre, Dansk Folkeparti og Beboerlisten har netop besluttet at udskyde spareplanen på socialområdet til budgetforhandlingerne. Dermed tyder alt på, at der til byrådsmødet den 23. april vil være et flertal for […]
Velfærdslisten glæder sig over, at det stærke folkelige pres har virket, men understreger, at kampen fortsætter.
Et flertal i Randers Kommunes økonomiudvalg bestående af Venstre, Dansk Folkeparti og Beboerlisten har netop besluttet at udskyde spareplanen på socialområdet til budgetforhandlingerne. Dermed tyder alt på, at der til byrådsmødet den 23. april vil være et flertal for at sparke spareplanen til hjørnespark. Flertallet går uden om Socialdemokratiet og borgmester Torben Hansen.
Spareplanen, der har været stærkt omdiskuteret, indeholder nedskæringer på intet mindre end 52 millioner kroner over de næste fire år. Blandt nedskæringerne er en lukning af Bifrost og SAM-foreningen.
At spareplanen ikke bliver til noget foreløbigt, glæder Velfærdslisten, der med et borgermøde tirsdag i sidste uge var med til at sætte gang i de folkelige protester, der nu har båret frugt.
“Først og fremmest kæmpestor ros til de folkelige kræfter, der har fået politikerne på bedre tanker. Det er dem, der har sikret, at spareplanen ikke bliver til noget i første omgang,” siger Kasper Fuhr Christensen, medlem af Randers Byråd for Velfærdslisten, og fortsætter:
“Det er vigtigt at huske, at det store slag ikke er vundet endnu. I første omgang er kampen bare udskudt til budgetforhandlingerne efter sommerferien, så kampen fortsætter.
Kasper Fuhr Christensen er dog noget forundret over, at borgmester Torben Hansen og resten af Socialdemokratiet ikke ville sætte nedskæringerne på pause.
Selv om Velfærdslisten mener, der er god grund til at fejre, at nedskæringerne i første omgang er forhindret, er der ikke tid til at hvile på laurbærrene.
“Det er vigtigt, at de gode kræfter bliver ved med at snakke sammen. Nu skal vi have sikret, at spareplanen rives helt i stykker”, siger Kasper Fuhr Christensen.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.