Jesper Hedegaard Jensen, der statsaut. ejendomsmægler og valuar, MDE hos EDC Ønskebo i Randers anbefaler boligsælgerne at holde sig orienteret om de mange muligheder, der er når man skal sælge.
Hvad der er det rigtige valg, afhænger nemlig både af den bolig man skal sælge, af ejerens forventninger til salget og hvor meget man er villig til at betale for at have fuld tryghed for sine omkostninger, hvis ejendommen ikke sælges.
Hos EDC har muligheden for at indgå aftaler med Solgt eller gratis været til stede hele tiden, men selv om det lyder som det oplagte valg, gør Jesper Hedegaard Jensen opmærksom på, at det ikke er den bedste løsning i alle situationer. Det kan nemlig vise sig at blive en dyrere løsning.
Vil man have fuld tryghed for sine omkostninger, kan man vælge Solgt eller gratis. Det indebærer, at man køber en fast markedsføringspakke, som betales med det fulde beløb, uanset hvor hurtigt ejendommen bliver solgt. Skulle ejendommen ikke blive solgt, skal der ikke betales for hverken markedsføringen eller mæglerens arbejde. Der er altså tale om en et forsikringsprincip, hvor de ejendomme, der bliver solgt, betaler for de, der ikke bliver solgt.
“Princippet kan være en god løsning, hvis man ønsker at have sikkerhed for sine omkostninger i tilfælde af, at ejendommen ikke bliver solgt. Man skal dog være opmærksom på, at man med Solgt eller gratis betaler for hele den aftalte salgsperiode, så hvis ejendommen bliver solgt hurtigere, er det en dyrere løsning for kunden,” siger Jesper Hedegaard Jensen.
Har man en pæn og nogenlunde velholdt ejendom med en fornuftig beliggenhed, som udbydes til en realistisk pris, oplyser Jesper Hedegaard Jensen, at der kan være god fornuft i at vælge salg efter regning, fordi det generelt er denne almindelige familiebolig, der sælges hurtigst. Her vælger man at betale for markedsføringen efter regning og forbrug, uanset om boligen bliver solgt eller ej.
“Bliver boligen solgt inden for en normal aftaleperiode, vil det ofte være billigst at vælge at betale efter regning,” siger han.
Boligsælgerne kan ligeledes vælge om betalingen for mæglerens arbejde, også kaldet salæret, skal betales efter regning eller det alene skal betales, hvis ejendommen sælges. Igen gælder det, at hvis ejendommen sælges relativt hurtigt, vil det være en dyrere løsning for kunden at have garderet sig med en resultatafhængig betalingsmodel, men det er samtidig det valg, som indebærer den største tryghed.
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s gratis nyhedsbrev her på siden til højre. Og har du en fødselsdag, et jubilæum eller lignende, du gerne vil have offentliggjort, så mail til red@byen.nu