Nyheder
Sønderup: Vi må ikke glemme historien
Randers Kommune, Natur og Miljø, og Museum Østjylland står bag den nye formidlingstavle i Langå, og som blev indviet søndag. Den fortæller historien om modstandsmændene og deres historiske handling. Den nye informationstavle blev afsløret af byrådsmedlem i Randers Kommune, Iben Sønderup (S), der bor i Langå. Det var Iben Sønderup, der oprindeligt fik ideen til […]
Randers Kommune, Natur og Miljø, og Museum Østjylland står bag den nye formidlingstavle i Langå, og som blev indviet søndag. Den fortæller historien om modstandsmændene og deres historiske handling.
Den nye informationstavle blev afsløret af byrådsmedlem i Randers Kommune, Iben Sønderup (S), der bor i Langå. Det var Iben Sønderup, der oprindeligt fik ideen til at opstille den nye formidlingstavle netop på stedet, hvor sabotagen skete for nu 75 år siden. Håbet er, at den skelsættende begivenhed huskes også i fremtiden.
Iben Sønderup sagde bl.a. i sin tale:
“Vi må ikke glemme historien. Derfor er vi samlet her i dag for at markere en af besættelsestidens vigtigste aktioner på dansk jord. Da Nazi-Tyskland besatte Danmark, valgte den danske regering at indgå i en samarbejdspolitik, for at skåne Danmark mest muligt. Men den politik var mange danskere ikke enige i. Derfor opstod modstandsbevægelsen. Den var ikke forankret i et enkelt politisk parti. Nej, den rummede hele det politiske spektrum fra Konservativ Ungdom til Danmarks Kommunistiske Parti som i øvrigt var forbudt. Der var også folk fra Dansk Samling, Ringen og fra spejderbevægelsen FDF organiseret i modstandsbevægelsen.”
“Sabotagen af jernbanebroerne her i Langå skete, efter at Frihedsrådet var blevet oprettet i september 1943. I oktober 1943 deltog flere tusind danskere i redningen af de danske jøder, som blev bragt i sikkerhed i Sverige. Og i november 1943 skete så denne sabotage af Langå-broerne. På dette tidspunkt var tyskerne også begyndt at interessere sig for Hvidsten-gruppen og for alle de Randers-grupper, der deltog i modstandsarbejdet. Og det var jo fra Hvidsten, at man fik det sprængstof, som blev brugt til jernbanesabotagen her i Langå.”
Det var seks modstandsfolk, der stod for sprængningen af jernbanebroerne her i Langå: Kaj Hannibal Hoff, Oluf Akselbo Kroer, Sven Christian Johannesen, Ole Hovedskov, Ejvind Jacobsen og Jørgen Røjel.
Kaj Hoff, Oluf Kroer og Sven Johannesen blev ret hurtigt fanget af tyskerne. Kaj Hoff blev skudt i ryggen under et flugtforsøg. Oluf Kroer og Sven Johannesen blev henrettet, sammen med tre andre modstandsfolk, på Skæring Hede d. 2. december 1943. Deres afskedsbreve er bevaret.
“Nu står vi her i dag for at markere 75-året for en af de vigtigste sabotageaktioner, som modstandsbevægelsen foretog. Og i dag er det vigtigt at huske, at det var det danske folk, ikke politikerne og ikke embedsmændene, men det danske folk, der via modstandsarbejdet sikrede, at Danmark kom til at stå på den rigtige side, da frihedsbudskabet lød fra London,” fortsatte Iben Sønderup.
Det var danske mænd og kvinder, der havde modet til at tage kampen op mod Nazi-Tysklands uhyggelige krigsmaskine, dødslejre og den værste diktator, verden har kendt.
“Derfor er det godt, at vi nu, præcis 75 år efter jernbanesabotagen får sat et mærke, et tydeligt tegn i landskabet, der fortæller om den vigtige begivenhed, der fandt sted her. Det kan fortælle historien til forbipasserende. Og formidle hændelserne til interesserede, der rejser hertil. Vi må ikke glemme historien. For den har gjort os til dem, vi er i dag.”
Herpå holdt deltagerne to minutters stilhed til ære for de faldne.
Foruden menigmand deltog også repræsentanter for Hjemmeværnet samt musikalsk underholdning ved sangerinde Helle Skovkjær, med speciale i 30ernes og 40ernes musik- og Museum Østjylland bød på en forfriskning.
Hjemmeværnskompagni Hvidsten deltog med fanekommando.
* Ordren om at sprænge Langåbroerne i 1943 kom direkte fra London og havde til formål at lamme den vigtige togtrafik på den østjyske længdebane. Togtrafikken på strækningen var herefter afbrudt i 12 døgn.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.