Jeg har med stor undren bemærket Socialdemokraternes økonomiske fremstød i den seneste tid. Det ser ud til at socialdemokraterne med skattereformen Fair forandring, ikke blot vil fjerne skattestoppet, men faktisk hæve skatten og hæve afgifterne. De vil lave nye afgifter på bilkørsel og indenrigsflyvning, hvilket vil koste pendlere flere tusinde kroner om måneden. Især folk som arbejder i større byer, men bor i yderområderne vil blive hårdt ramt.
Alene Socialdemokraternes mangel på ansvarsfornemmelse, kan få mig til at undres over den komplette fejlfortolkning af virkeligheden hos venstrefløjen.
Socialdemokraterne vil ligesom sidst de var ved magten, bruge løs af pengekassen uden nogen som helst økonomisk ansvarlighed. Senest har de foreslået en vækstpakke til 30 mia. kr., på trods af at økonomiske eksperter siger at det er det er direkte uansvarligt med den økonomiske tilstand vores land befinder sig i.
Den seneste valgkamp i 2007 og byrådsvalget sidste år, viste da også med al tydelighed, at Socialdemokraterne allerede har solgt deres handlefrihed til LO, som tilmed stadig synes at diktere Socialdemokraternes politik.
Sagens kerne er, at Socialdemokraterne ønsker at fremstå økonomisk troværdige, men troværdigheden er jo for længst sat over styr i de utallige forsøg på at overbyde regeringens politik. Socialdemokraterne har i flere år været vaklende på skattepolitiken og har både været for og imod skattestoppet. Meldingen er dog klar nu:
Det bliver dyrere at være dansker, hvis socialdemokraterne kommer i regeringen. Borgernes ret til det frie valg droppes og kommunen vil komme til at vælge på vegne af borgerne. Et samfund hvor systemet kommer før mennesket, er ikke et samfund jeg ønsker at støtte derfor synes jeg regeringens arbejde er af absolut største vigtighed netop nu!
Det er muligt at kommentere læserbrevet herunder.
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s gratis nyhedsbrev her på siden til højre.
Og har du en fødselsdag, et jubilæum eller lignende, du gerne vil have offentliggjort, så mail til red@byen.nu