Nyheder
Skat til Randers fra Nørhald
Først skal vi bidrage til godt og skidt i Randers: Vandland, nyt stadion til et aktieselskabsdrevet fodboldhold, så politikerne kan få deres fribilletter for at føle sig betydningsfulde og få en fin frokost i ny og næ. Udsmykningen af en gade med grønne mariehøns, der ligner affald efter en animeret byfest og ikke mindst nybygningen […]
Først skal vi bidrage til godt og skidt i Randers: Vandland, nyt stadion til et aktieselskabsdrevet fodboldhold, så politikerne kan få deres fribilletter for at føle sig betydningsfulde og få en fin frokost i ny og næ.
Udsmykningen af en gade med grønne mariehøns, der ligner affald efter en animeret byfest og ikke mindst nybygningen af en storskole til 200 millioner kroner, der kan medvirke til at bevare illusionen om at Randers er et kraftcenter i kommunen.
Når vor skole fjernes, som vi og ikke Randers har betalt for, så skal vi bidrage med vore børns fritid og læringstid, der forvandles til transporttid og vore forældres fritid der også konverteres til transport og andet besvær.
De penge, samfundet hidtil har investeret her i lokalsamfundet til læretid, er nu bedre brugt på at fragte børn væk fra lokalsamfundet, fordi man ikke mener, det er bevaringsværdigt mere.
De mennesker der har taget den beslutning for os, mener sagtens at kunne lægge beslag på vor tid, for at få deres ønsker om vort liv, opfyldt.
Når der lægges beslag på vor tid, så mindskes vor evne til at indtjene de forøgede omkostninger, der er blevet pålagt os.
Når vort lokalsamfund ikke længere er værd at investere i for samfundet, så falder vore ejendomsværdier, fordi ingen andre vil investere her heller. Så må vi endnu engang betale endog meget dyrt for de beslutninger nogle mennesker i en fremmed by, der har overtaget og opslugt vor evne til selvbestemmelse, har bestemt for os. Vi må betale endnu engang.
Når vor betalingsevne begynder at falde, fordi andre fremmede mennesker har lagt beslag på og konfiskeret vor tid og vore værdier, så begynder vore tilbageværende forretninger at lide nød og vort erhvervsliv miste arbejdspladser og dermed mister vort lokalsamfund betalingsevne til bevarelse af lokalsamfundet. Dette vil så igen skade andre grene af erhvervslivet.
Den omkostning skal vi også betale, for når vi skal have opgaver udført i fremtiden, som vil kræve længere transport af materiel og arbejdskraft til de opgaver, det reducerede erhvervliv ikke kan udføre, eller de varer vi ikke længere kan købe lokalt.
Dele af boligmassen vil ikke kunne belånes og bliver uomsættelige og de tidligere ejere vil ikke nøjes med at miste dele af deres værdier, men vil miste alt. Genetablering af disse huse kan ikke finde sted med nye børnefamilier, og lokalområdet vil gradvis glide over til at være en pensionistklub i et samfund i afvikling. Denne sociale deroute fra at være et dynamisk, nogenlunde helt og fungerende samfund – den omkostning skal vi også betale for på en måde, der ikke kan gøres op i penge.
Vi skal således betale mange gange for fremmede menneskers beslutning, mennesker, der nægter at endog bare tale med os og prøve at forstå os og vor måde at leve på, så uendelig langt fra vandland, cafeer, kulturhus og fine fede frokoster på vor regning.
At besøge os for at se, hvad de vil ødelægge, hvilket vrøvl det er at renovere kommunens nyeste skole for 20 millioner, ved selvsyn se og høre konsekvenserne af deres beslutninger, det vil de simpelthen ikke, disse fremmede mennesker.
Hvorfor var det lige at Randers gerne ville have Nørhald med i kommunen?
Og hvorfor er det nu lige vi skal betale til Randers? Til teater, kammerorkester, kinesiske granitbelægninger på meterbrede trapper uden folk, lægehuse med læger, bibloteker, der aldrig lukker, kunstskulpturer alle de steder fire fliser hænger sammen…
Hvad var lige grundlaget for vort bidrag til Randers’ samfund, når intet kan gå vor vej?
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook.