“…også blandt mennesker. Det gælder især i forhold til mange med små indtægter fra kontanthjælp, SU og pension mv. og alle dem, som er ramt af den stigende arbejdsløshed eller truet af fyring på jobbet.”
De skal have en varm og kærlig hånd og bedre økonomiske vilkår frem for de rige, som regeringen og Dansk Folkeparti har forkælet med ekstra skattelettelser med virkning fra nytår. Vi har brug for Fair Forandring, som sikres med det fælles udspil om skat fra Socialdemokraterne og SF.
Med dette budskab skulle Nick Hækkerup, Socialdemokraternes næstformand og skatteordfører, have været på besøg i Randers i går som led i en landsomfattende kampagne mod VKO´s skæve skattereform. Men meldinger om mængder af sne og hård storm resulterede i aflysning af tournéen til en række jyske byer. Derfor var Maja Panduro, medlem af Folketinget og valgt i Randers Sydkredsen, alene om at tage en snak med folk om det aktuelle emne i snevejret på Rådhustorvet.
Arbejde ud af krisen
“Med kampagnen rejser vi spørgsmålet: Hvem skal have en hånd bankdirektøren eller lønmodtageren? VKO mener åbenbart, at bankdirektørerne og millionærerne skal have en ekstra hånd gennem krisen, mens vi ønsker at støtte almindelige lønmodtagere og grupper med små indtægter. Det er mest retfærdigt,” siger Maja Panduro.
“Socialdemokraterne vil ikke rulle regeringens skattelettelser til disse borgere tilbage. Til gengæld skal der indføres en millionær-skat, som skal betales af det, man tjener over en million kroner om året. De borgerlige tror fortsat på, at bare de rige bliver rigere, så skal det nok gå. Men det holder ikke. For os er der ingen tvivl om, at det store, store flertal af almindelige lønmodtagere og de mange andre i vort samfund med jævne indkomster skal arbejde Danmark ud af krisen. Det er en fælles opgave.”
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s gratis nyhedsbrev her på siden til højre. Og har du en fødselsdag, et jubilæum eller lignende, du gerne vil have offentliggjort, så mail til red@byen.nu