Nyheder

Skal vi bruge penge på integrations-netværksmøder?

Frank Nørgaard, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, udtaler i Randers Amtsavis, at kommunen ikke skal bruge penge på møder om migration. Han bragte forslaget op på byrådsmødet d. 13.1.19, hvor det heldigvis blev nedstemt. Der er flere ting i artiklen, som jeg er lodret uenig i. Jeg har deltaget i flere integrationsnetværksmøder, dog ikke i det […]

Skal vi bruge penge på integrations-netværksmøder?
18. januar 2019
Af Redaktion

Frank Nørgaard, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, udtaler i Randers Amtsavis, at kommunen ikke skal bruge penge på møder om migration. Han bragte forslaget op på byrådsmødet d. 13.1.19, hvor det heldigvis blev nedstemt.

Der er flere ting i artiklen, som jeg er lodret uenig i. Jeg har deltaget i flere integrationsnetværksmøder, dog ikke i det der fandt sted d. 29.11.18. Det er det møde, Frank Nørgaard henviser til. Han udtaler, at disse møder ikke batter en pind. Det er simpelthen ikke rigtigt.

Temaet for dette møde var: Hvordan opleves det at komme som fremmed til Randers? Hvordan opleves det første møde? Byder byen velkommen, inviterer den ind og viser vej? Og hvad med kulturmødet?

Kulturmødet er utrolig vigtigt, altså mødet mellem indvandrerne og indbyggerne i Randers. Det betyder rigtig meget for integrationen, hvordan indvandrere/asylansøgere bliver mødt. Det kan disse møder hjælpe til med.

Jeg er heller ikke enig i hans udtalelse om, at nytilflyttere bare vil have adgang til offentlige kasser. Det skal kommunen ikke hjælpe dem med. Nej, selvfølgelig skal de ikke være på offentlig forsørgelse, hvilket heller ikke er deres ønske. Nytilflyttere skulle selvfølgelig gerne i arbejde eller uddannelse.

Og det kommer de også, for det går rigtig godt med integrationen af flygtninge/indvandrere her i byen og har gjort det i mange år. Jeg vil henvise til en artikel bragt i Amtsavisen d. 4.11.18: Flygtninge, der er omfattet af integrationsprogrammet her i Østjylland er 82% i Randers, mens den i Aarhus er 73%. Med hensyn til folk der består danskprøven, ligger Randers på en andenplads med 86%.

Frank Nørgaard er også vred over, at en tilfredshedsundersøgelse om skoler og dagtilbud er sendt ud til forældre på både engelsk, arabisk og somali, det skal kommunens penge heller ikke bruges til. Jeg tror dog ikke, at en oversættelse slår bunden ud af kommunekassen.

Nej, alle udlændinge mestrer ikke sproget perfekt. Men selv om man ikke forstår og taler dansk 100 %, skal man dog have mulighed for at kunne besvare en undersøgelse. Det fremmer også integrationen.

Men nu skal de jo så heller ikke blive så velintegrerede, at de ender med at blive danske statsborgere. Nej, de skal helst hjem så hurtigt som muligt, til det land hvor de oprindeligt kommer fra. Ikke også Dansk Folkeparti?

* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.

3 gode grunde til at investere i aktier i dag

Læs også: 3 gode grunde til at investere i aktier i dag