Nyheder

Sine udfordrede egne grænser i Finland

Først da hun gik imod strømmen i den gymnasieorienterede venneflok. Efterfølgende da hun skulle lære at komme helt tæt på andre mennesker i SOSU-faget. Og senest da hun i 12 dage modtog al undervisning på engelsk i forbindelse med klassens studietur til Finland. Den største udfordring i Finland var at stille sig op foran en […]

Sine udfordrede egne grænser i Finland
Af Redaktion 26. februar 2018

Først da hun gik imod strømmen i den gymnasieorienterede venneflok. Efterfølgende da hun skulle lære at komme helt tæt på andre mennesker i SOSU-faget. Og senest da hun i 12 dage modtog al undervisning på engelsk i forbindelse med klassens studietur til Finland.

Den største udfordring i Finland var at stille sig op foran en fremmed klasse og snakke engelsk. Men der var ikke rigtig nogen udvej, for de forstod jo ikke dansk, og vi kunne ikke tale finsk, fortæller Sine Hornbek Larsen om klassens studietur til Finland i januar.

Det var en kæmpe oplevelse både fagligt og socialt at møde en ny kultur. Vi fik et rigtig godt indblik i, hvordan de for eksempel arbejder med rehabilitering, og det var meget spændende at få nye perspektiver på vores fag på den måde, siger hun.

EUX Velfærd er en ny uddannelse
Studieturen til Finland er gennemført som et mobilitetsprojekt, som Randers Social- og Sundhedsskole har søgt midler til under EU-tilskudsprogrammet Erasmus+.

EUX er stadig et forholdsvis nyt uddannelsesspor for os, så vi orienterer os hele tiden mod udviklingspotentialer for at sikre den bedst mulige kombination af en erhvervsfaglig og en gymnasial uddannelse, forklarer Else Ravn Rasmussen, der er vicedirektør og uddannelseschef for social- og sundhedsuddannelserne på Randers Social- og Sundhedsskole.

EUX-eleverne bliver generelt udfordret lidt ekstra, fordi de skal nå mere end på et almindeligt STX- eller EUD-spor. Derfor engagerer vi os som skole løbende i forskellige motiverende tiltag som for eksempel studieturen til Finland forklarerhun.

Spring ud i det
Sine Hornbek Larsen har lært rigtig meget på turen, og hun mener, det blandt andet skyldes, at hun bare sprang ud i alle udfordringerne. For eksempel da de den første uge blev inviteret med ud at bade i en tilfrosset sø, og alle syv EUX-elever samt deres underviser kom i vandet flere gange:

I Finland lærte jeg, at man bare skal springe ud i tingene. Ikke kun i issøen men også de andre udfordringer. Inden turen var jeg for eksempel lidt skeptisk i forhold til at skulle snakke engelsk hele tiden og modtage al undervisning på engelsk. Men det var slet ikke så slemt. Faktisk er jeg blevet meget bedre til engelsk efter turen, understreger hun.

EUX udvider horisonten
Det er ikke kun i Finland, Sine Hornbek Larsen har udfordret sine grænser og udvidet horisonten:

I starten af uddannelsen var det grænseoverskridende for mig at skulle helt tæt på andre mennesker og bruge mig selv så meget. I folkeskolen handlede undervisningen ligesom bare om de enkelte fag. På EUX Velfærd bruger man sig selv rigtig meget, og det har været en udfordring for mig at lære, siger hun og slutter:

Lige nu drømmer jeg om at blive fysioterapeut, men jeg er kun 16, så jeg kan stadig nå at ombestemme mig. Derfor er jeg rigtig glad for, at jeg med min EUX får en gymnasial uddannelse, så jeg har alle muligheder for videreuddannelse bagefter.

* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.

16-årige Sine Hornbek Larsen udfordrede mange af sine grænser, da hun i 12 dage modtog undervisning på engelsk i Finland.

3 gode grunde til at investere i aktier i dag

Læs også: 3 gode grunde til at investere i aktier i dag

Sådan laver du et overskueligt budget

Læs også: Sådan laver du et overskueligt budget