Nyheder
SF og R: Nu kan det være nok
SF og Radikale Venstre toner rent ud i dag i en pressemeddelelse. Nu kan det være nok,” understreger de. Netavisen RANDERSiDAG.dk bringer her pressemeddelelsen: Vi hører om forældre, der næsten græder over deres børns hverdag i pasningsordningerne, medarbejdere der er fortvivlede og en familie afdeling, der er ved at bryde sammen. Sådan har det været […]
SF og Radikale Venstre toner rent ud i dag i en pressemeddelelse. Nu kan det være nok,” understreger de.
Netavisen RANDERSiDAG.dk bringer her pressemeddelelsen:
Vi hører om forældre, der næsten græder over deres børns hverdag i pasningsordningerne, medarbejdere der er fortvivlede og en familie afdeling, der er ved at bryde sammen. Sådan har det været i alt for lang tid. Vi vil slå en streg i sandet for vores yngste børn og mener, at det er på tide, at der skabes et overblik over forholdene – og efterfølgende forandring.
Investering i småbørn kommer ifølge verdensbanken 17 gange tilbage. Derfor er det en politisk fejlprioritering, at Randers ligger i bund mht. økonomisk tildeling til vores yngste børn (de 0-6 årige). Randers Kommune skal have en ny start, hvor alt lige fra forskning, økonomi og menneskelighed medtænkes.
SF og Radikale Venstre mener, at tiden er til, at byrådet afholder et temamøde om de yngste børn, som efterfølgende bør munde ud i, at alle byrådets partier i samarbejde laver en handlingsplan for området. Byrådets partier skal med andre ord lave og have ejerskabet. Vi skal sammen skabe en børnevenlig dagsorden, hvor børnene er i centrum og med en forbedret sammenhæng indenfor børneområdet.
Det forholder sig sådan, at Randers bl.a. kendetegnes ved at ligge i bund i udgifter pr. 0-6 årigt barn, når vi sammenligner os med andre kommuner, og familieafdelingen har været udfordret i mange år. Vi mener, at det er på tide, at disse områder i højere grad ses i en sammenhæng.
I skåletaler italesætter byrådets partier, at de ønsker bedre forhold for vores børn. Vi ønsker, at byrådets partier sammen sætter ord og handling bag de fine ord og ønsker.
Radikale Venstre og SF er klar til handling på de yngste børns vegne. Vi håber, at hele byrådet er med på ideen.
En investering i vores børn er en investering i vores fremtid.
* Læs SF og R’s brev til byrådet her: Klik (pdf)
* Giv RANDERSiDAG.dk en ‘synes godt om’ på Facebook.