Nyheder
Selvfølgelig kæmper Venstre for at udvide E45
Det er noget værre vrøvl, når Iben Sønderup (S) tager Venstre til indtægt for det synspunkt, at vi vil prioritere oprettelsen af en Hærvejsmotorvej over en udvidelse af E45. Det ville Iben Sønderup naturligvis vide, hvis hun fulgte med i det, der foregår på Christiansborg. Der er faktisk bred enighed blandt os lokale østjyske folketingsmedlemmer […]
Det er noget værre vrøvl, når Iben Sønderup (S) tager Venstre til indtægt for det synspunkt, at vi vil prioritere oprettelsen af en Hærvejsmotorvej over en udvidelse af E45.
Det ville Iben Sønderup naturligvis vide, hvis hun fulgte med i det, der foregår på Christiansborg. Der er faktisk bred enighed blandt os lokale østjyske folketingsmedlemmer fra Venstre til SF om en udvidelse af E45. Så Iben Sønderups uklædelige forsøg på at sætte lus i skindpelsen falder til jorden, farverige ordspil eller ej. Vi er mange på tværs af partierne, som erkender behovet for en udvidelse.
En udvidelse af E45 mellem Randers og Kolding er tiltrængt, da trafikken på denne strækning efterhånden har nået et omfang, som den nuværende størrelse ikke kan bære. Det giver køer og bøvl for folk i myldretiden, og det hæmmer væksten i hele Østjylland. Det kan måske forekomme fjernt for mange af Lis Sønderups partifæller på Christiansborg, at alle ikke bare kan rejse med det offentlige, men det er realiteten i Jylland, og derfor er det så vigtigt, at vi fortsætter kampen for at sikre en tilstrækkelig motorvejskapacitet i Østjylland.
Naturligvis har folketingsmedlemmer fra forskellige dele af landet forskellige idéer om prioriteringen i infrastrukturen, men jeg har alle dage kæmpet benhårdt for at få udvidet E45, netop fordi behovet er så enormt. En udvidelse af E45 er én af mine mærkesager frem mod næste valg, og den kamp vil jeg aldrig opgive.
Da det handlede om at sikre støjskærme ved E45 i Randers og etableringen af det nordlige hængsel, var det bl.a. vores pres, der gjorde udslaget. Så hvis man gerne vil have et folketingsmedlem, der kæmper for en udvidelse af E45 og vækst i Østjylland, er en lokal stemme på Venstre det helt sikre valg.
* Læs også VENSTRES HÆRVÆRKSMOTORVEJ af Iben Sønderup.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook.