Nyheder
Samarbejdet i byrådet er under frysepunktet
Byrådet debatterede en sag om en kvinde – Heidi de Neergaard – som tidligere havde haft en selvstændig hjælpeordning, som Randers Kommune i sin egenskab af handlekommune for kvinden, havde bragt til ophør. Ankestyrelsen stadfæstede i den forbindelse, at Heidi de Neergaard ikke opfyldte betingelserne for at have en sådan hjælperordning mere. Heidi de Neergaard […]
Byrådet debatterede en sag om en kvinde – Heidi de Neergaard – som tidligere havde haft en selvstændig hjælpeordning, som Randers Kommune i sin egenskab af handlekommune for kvinden, havde bragt til ophør.
Ankestyrelsen stadfæstede i den forbindelse, at Heidi de Neergaard ikke opfyldte betingelserne for at have en sådan hjælperordning mere. Heidi de Neergaard havde over sommeren omstillingsvanskeligheder til en ny hverdag med hjemmehjælp og socialpædagogisk støtte.
TV2 Østjylland bragte fra den 14. juni 2015 og i de efterfølgende uger indslag med Heidi de Neergaard, som var bosiddende i Aarhus.
Randers Kommune blev tirsdag den 6. oktober 2015 orienteret om, at Heidi de Neergaard døde fredag den 2. oktober 2015 om natten.
Forinden havde Kasper Fuhr Christensen (Velfærdslisten) besøgt kvinden sammen med sin suppleant for Velfærdslisten. Suppleanten har samtidig en lederstilling i firmaet Power Care A/S, som er et vikar- og rekrutteringsbureau med sygeplejersker, jordemødre og fysioterapeuter til hospitaler, og derved kunne levere ydelser til Heidi de Neergaard.
SMS’er mellem byrådskolleger ties ihjel
Det var bl.a. årsagen til, at Anders Buhl-Christensen (V) stillede spørgsmålstegn ved lovligheden af Kasper Fuhr Christensens og suppleantens besøg hos Heidi de Neergaard.
“Jeg håber, vi nu får afklaret, om Venstres gruppeformand Anders Buhl-Christensen vil anmelde mig til politiet, eller om Venstre har udnyttet en tragisk sag til at lave et plat og ærekrænkende angreb på min person. Den 4. november 2015 beskyldte Anders Buhl-Christensen mig for at have begået kriminalitet. Men han ville ikke fortælle, hvilken forbrydelse, jeg skulle have gjort mig skyldig i. Det har jeg spurgt ham om i både mails og SMS’er, men han har ikke svaret mig,” sagde en tydelig vred Kasper Fuhr Christensen, som understregede, at han havde forvaltningens ord for, at han ikke har begået noget ulovligt.
Derfor opfordrede han Anders Buhl Christensen til at mande sig op, og komme med en uforbeholden undskyldning.
Buhl: Jeg overvejede kun en politianmeldelse
“Jeg har kun sagt til avisen, at jeg ser på denne sag med så stor alvor, at jeg overvejede, hvorvidt der skulle ske en politianmeldelse. Men det kan jeg ikke kommentere på, da det er en lukket personsag,” svarede Anders Buhl Christensen.
“Til gengæld kan jeg påpege det uheldige i, at en udvalgsformand (da sagen startede, var Kasper Fuhr Christensen formand for Socialudvalget, red.) går ind i en sag, hvor han bevidst, og trods hans viden på det tidspunkt, på TV anklager kommunen for ikke at handle i sagen, og det uheldige i, at han tager sin suppleant med, som er leder i et privat firma,” forklarede Anders Buhl Christensen, som anklagede Kasper Fuhr Christensen og Velfærdslisten for at profilere sig på en sag, og tog skarpt afstand fra, at en svag borger var blevet brugt på den måde.
Frank Nørgård: Du er ærekrænkende, Fuhr
Frank Nørgaard (DF) var mere kontant. Henvendt til Kasper Fuhr Christensen sagde han:
“Du beskylder Anders Buhl Christensen for at komme med ærekrænkende udtalelser. Men jeg synes, det er ærekrænkende over for en borger, der i den grad var under alvorligt pres, at stille sig op på TV gentagne gange, og mod bedre vidende kræve, at der er lys forude for personen – og komme med urigtige påstande. Det er ærekrænkende. Samtidig er det usmageligt og ligefrem klamt, at man tager sin suppleant med, som tilfældigvis også er leder i et privat firma, der tilbyder pleje.”
“Jeg synes, der er en alvorlig sammenblanding imellem flere ting, fra din person, Kasper Fuhr, og andre ting i Velfærdslisten, som jeg ikke er helt sikker på, at der er helt vandtætte skotter i,” sluttede Frank Nørgaard.
Overmark: Find forbrydelsen før politianmeldelse
Bjarne Overmark (BL) opfordrede til at anmelde det, hvis der er mistanke om noget kriminelt.
“Men som jeg plejer at sige, så find lige forbrydelsen først,” sagde Bjarne Overmark.
“Der sker interessevaretagelse i det her byråd, men der er bare nogen, som ikke kan tage, at de fattigste i samfundet, også har nogen, der varetager deres interesser,” sluttede Bjarne Overmark.
Sagen vil nu blive behandlet på et lukket møde.
Af RANDERSiDAG.dk
* Læserbreve lægges undtagelsesvist ud på forsiden af RANDERSiDAG.dk. Læserbreve kan findes i menuen under ‘Debat’.
* Giv RANDERSiDAG.dk en ‘synes godt om’ på Facebook.