Nyheder
S foreslår borgermøde med Banedanmark
Banedanmark har muligvis planer om at lukke flere vigtige trafikårer i Randers kommune, når de nuværende viadukter skal ombygges for at få plads til køreledninger til fremtidens elektriske tog. Det gælder bl.a. Væthvej i Langå, hvor anlægsarbejdet forventes at vare 7 måneder, Viborgvej i Randers, hvor anlægsarbejdet forventes at vare 12-18 måneder og Poppelvænget i […]
Banedanmark har muligvis planer om at lukke flere vigtige trafikårer i Randers kommune, når de nuværende viadukter skal ombygges for at få plads til køreledninger til fremtidens elektriske tog.
Det gælder bl.a. Væthvej i Langå, hvor anlægsarbejdet forventes at vare 7 måneder, Viborgvej i Randers, hvor anlægsarbejdet forventes at vare 12-18 måneder og Poppelvænget i Fårup, hvor arbejdet forventes at pågå i 7 måneder.
Der har været et møde mellem Banedanmark og de berørte lodsejere, som har jord langs jernbanen, men Socialdemokratiet mener, at det er på høje tid, at Banedanmark begynder at informere borgerne om deres planer, og Iben Sønderup (S) har derfor bedt forvaltningen om at arrangere et eller flere borgermøder med Banedanmark.
Det er jo ikke kun lodsejernes interesser, der skal tilgodeses her, men i allerhøjeste grad også de mange borgere, som vil blive berørt, hvis man virkelig har tænkt sig at lukke livsvigtige trafikårer i både halve og hele år eller endnu længere tid, siger Iben Sønderup, som er medlem af Miljø- og Teknikudvalget i Randers.
Det er jo også et problem for beredskabet, altså ambulancer, lægebiler og brandbiler, siger Iben Sønderup og fortsætter:
Og det vil jo give store problemer for hjemmeplejen, for borgernes indkøbsmuligheder og for folk, der skal hente børn eller besøge deres gamle eller syge forældre.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.