Nyheder
Randers skal stille mistillid til KL
Randers Kommune skal stille mistillid til KLs bestyrelse på baggrund af den verserende lockout-konflikt med lærerne. Sådan lyder Velfærdslistens forslag, som byrådet behandler på sit næste møde mandag den 29. april. Med det tætte parløb med finansminister Bjarne Corydon (S) har KLs bestyrelse indledt et skandaløst angreb på den danske model. Ved at udtrykke mistillid […]
Randers Kommune skal stille mistillid til KLs bestyrelse på baggrund af den verserende lockout-konflikt med lærerne.
Sådan lyder Velfærdslistens forslag, som byrådet behandler på sit næste møde mandag den 29. april.
Med det tætte parløb med finansminister Bjarne Corydon (S) har KLs bestyrelse indledt et skandaløst angreb på den danske model. Ved at udtrykke mistillid vil Velfærdslisten sikre, at Randers Kommune markerer, at kommunen bakker op om den danske model og derfor fordømmer den alt for tætte koordinering, KL har haft med regeringen.
Hvis ikke Randers Kommune siger fra, er kommunen medskyldig. KL kan kun fortsætte sine angreb, så længe de danske kommuner bakker op om KL. Derfor går det ikke at lurepasse mere. Borgmesteren og byrådet er nødt til at træde i karakter og melde ud. Ellers svigter de kommunens mange ansatte og den danske model.
Velfærdslisten mener nemlig ikke, at konflikten kun handler om lærerne. Ligesom FTF, FOA og en række andre organisationer frygter Velfærdslisten, at konflikten med lærerne kun er første skud på stammen i en planlagt massakre på kommunalt ansattes overenskomster.
KL’s angreb er en hån mod de velfærdsarbejdere, som – trods nedskæringer og tåbelige prioriteringer af prestigeprojekter frem for velfærd – knokler for at give borgerne den bedst mulige service.
Kommunens medarbejdere fortjener, at Randers Kommune siger fra over for KL og regeringens bøllemetoder.
Du kan kommentere læserbrevet herunder eller på vor Facebookside.