Flere medier blandt andre B.T. og Horsens Folkeblad har de seneste dage omtalt en sag fra Horsens, hvor politiets 112-alarmcentral skulle have svigtet ved at undlade at sende en ambulance til en mand, der blødte fra hovedet.
Omtalen i medierne har blandt andet givet anledning til politiske reaktioner.
En undersøgelse ved Østjyllands Politi, der blev sat i værk i anledning af medieomtalen viste, at opkaldet blev håndteret af en medarbejder på 112-centralen ved Østjyllands Politi.
Om samtalens forløb udtaler chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi Bent Preben Nielsen:
“Jeg har nu haft lejlighed til at høre båndet med samtalen mellem kvinden, der ringer efter hjælp, og vores alarmoperatør, og jeg må konstatere, at mediernes omtale af sagen efter min opfattelse er misvisende”.
“Samtalen med alarmcentralen varede ca. to minutter og 20 sekunder. Under samtalen spørger alarmoperatøren ind til sagen. Operatøren forsøger forgæves at få oplyst, hvor alvorlig flængen i baghovedet er for at afgøre, om der alene er tale om en lille flænge, der ikke kræver behandling, eller en større flænge, der skal syes”.
“Efter at have fået oplyst på hvilken adresse tilskadekomne opholder sig spørger operatøren om tilskadekomne vil med ambulancen, hvis en sådan rekvireres. Da det efter den videre samtale står uklart, om den tilskadekomne vil med en ambulance, vejleder operatøren kvinden om i stedet at forsøge at få en nærmere forklaring fra den tilskadekomne om, hvad der er sket og få lidt ro på situationen. Det er kvinden indforstået med, og det bliver yderligere aftalt, at kvinden kan ringe igen, hvis det viser sig at skaden er slem”.
Bent Preben Nielsen understreger, at det beror på et konkret skøn i hver enkelt situation om der efter disponeringsvejledningen skal sendes en ambulance, eller om alarmcentralen skal vejlede den der ringer om at søge anden form for hjælp.
“Det er min umiddelbare vurdering, at der ikke er grundlag for at kritisere alarmoperatørens dispositioner. Jeg kan endvidere konstatere, at samtalen havde et væsentligt anderledes forløb end det forløb, der er skildret i medierne. Læserne efterlades derfor med et fordrejet billedet af, hvad der faktisk er foregået. Det finder jeg dybt beklageligt, for det kan bidrage til at skabe en ubegrundet utryghed, og jeg undrer mig over, at ingen medier har forsøgt at få en kommentar fra Østjyllands Politi inden artiklen blev bragt. Det virker ganske enkelt ikke seriøst”, slutter chefpolitiinspektøren.
Østjyllands Politi har ikke modtaget en klage i anledning af sagen.
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s nyhedsbrev her på siden til højre.