Fruen i huset er grumme irriteret over, at manden er en dingenot-samler samt fortsat har 11 kasser lp’er i kælderen og slet ikke nogen pladespiller. Manden er ved at få spat over, at han kun kan få én hylde tildelt i fællesklædeskabet, og at det i øvrigt dårligt kan lukkes længere for bare tøj.
Med andre ord går det os virkelig på, at partneren ikke kan skille sig ad med gamle sager, som han eller hun aldrig bruger.
Det viser en undersøgelse med 1.252 deltagere, som DMA Reseach har fået lavet for dba.dk. Hele 90 procent af landets par er påvirkede af hinandens ragelse, og faktisk er parforholdet virkelig mærket af mængden. Men det er lettere sagt end gjort at komme af med sagerne.
“Vi begynder at leje ekstra opbevaringsrum, da vi ikke kan finde ud at smide noget ud. Og når man er to, kan man let se værdien i egne ting, for de gamle fodboldpokaler kan jo være meget vigtige, mens partnerens sager virker dybt overflødige,” vurderer kommunikationsrådgiver Henrik Byager til Newspaq.
Netop det, at man har vanskeligt ved at se værdien i partnerens ting, gør situationen svær.
“Det er en ond spiral af rod. Ingen vil risikere at åbne ballet, for ‘hvis han skal af med sit, skal jeg jo også af med mit’,” lyder det fra Byager til Newspaq.
Tager man endelig mod til sig og indleder dialogen med det spinkle håb, at det primært er partnerens samlegods, der må lade livet, gælder det om at finde den helt rette tone.
“Jeg undrer mig lidt over, at det kan være et problem. Men når det så er sagt, er den bedste måde at få det løst på at være helt ærlig. Sig ‘jeg bliver rigtig, rigtig ked af at se på alle de ting, kan vi ikke nok få dem fjernet’,” lyder rådet fra takt og tone-eksperten Inge Corell til Newspaq.
Og virker det ikke at være ked af det, foreslår hun en ganske simpel regel.
“Bliv enige om, at når noget ikke har været brugt i fem år, skal det ud,” foreslår Inge Corell til Newspaq.
Men hvis selv dette råd ikke hjælper, er der endnu én metode, som kan tages i brug, hvis man vil have bugt med partnerens rod.
“Snig dig ned i kælderen om natten. Fyld tingene i bilen og kør dem ind på arbejdet. Sæt derefter det hele til salg. Og brug de penge, der skulle komme i kassen, på at glæde din partner. Så går det nok,” lyder det snedige trick fra dba.dk’s direktør, Claus Andersen, til Newspaq.
Har man ikke modet til den manøvre, eller er skidtet af så ringe værdi, at det dårligt nok kan bortgives, er der nu kun én ting at håbe på.
“At der kommer en renæssance for netop de ting, man har i kælderen. For så kan det sælges på alle de loppemarkeder, kræmmermarkeder og tuskmarkeder, der er skudt op overalt i landet,” slutter Henrik Byager til Newspaq.
Her er listen over de ting, som partneren ikke vil smide ud, der irriterer os mest:
Elektronik: 20 procent
Tøj: 14 procent
Møbler: 11 procent
Legetøj: 10 procent
Husholdningsting: 6 procent
Værktøj og arbejdsredskaber: 5 procent
Cykler: 4 procent
Haveartikler: 3 procent
Samleobjekter: 3 procent
Bøger & blade: 2 procent
Andet: 14 procent
Ved ikke: 8 procent
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s gratis nyhedsbrev her på siden til højre. Og har du en fødselsdag, et jubilæum eller lignende, du gerne vil have offentliggjort, så mail til red@byen.nu