Nyheder
Oplev Byen til vandet i Havnegadeboksen
Det sker i ‘Havnegadeboksen’, der er ankommet på Dronningekajen og er ved at blive indrettet og gjort klar til Havnedagen. I weekenden 11.-12. august bliver boksen malet af kunstneren Christian Storm. Forestil dig, at havnen er rykket længere ud i fjorden. At dér, hvor havnen ligger nu, er boliger, grønne områder, cafeer og masser af […]
Det sker i ‘Havnegadeboksen’, der er ankommet på Dronningekajen og er ved at blive indrettet og gjort klar til Havnedagen. I weekenden 11.-12. august bliver boksen malet af kunstneren Christian Storm.
Forestil dig, at havnen er rykket længere ud i fjorden. At dér, hvor havnen ligger nu, er boliger, grønne områder, cafeer og masser af liv. At du kan gå tur i Vorup enge og køre over vandet på en ny bro. Og i forbindelse med havnedagen den 18. august kan du blive meget klogere på planerne.
Fra kl. 10.00 – 16.00 inviterer Randers Kommune alle interesserede borgere til et event i Havnegadeboksen. Borgmester Torben Hansen (S) indvier kl. 10 Havnegadeboksen og starter dermed en hyggelig dag for hele familien på havnen i Randers.
“Jeg glæder mig til at åbne Havnegadeboksen, som er Byen til Vandets nye showroom. Det er en mulighed for at opleve ideerne for området i både film, billeder og fysiske modeller og sågar selv bygge videre på dem. Det er netop vigtigt, at vi alle har en god fornemmelse af, hvad Byen til Vandet handler om. Det er hele byens projekt,” siger Torben Hansen.
Ud over at opleve Havnegadeboksen byder dagen også på havnerundfart, historisk byvandring, hvor man både kan høre om havnens historie og fremtiden. Derudover er der skattejagt, børneyoga, sandkasse og andre aktiviteter for at sætte fokus på, hvordan havnearealerne i fremtiden også kan bruges til oplevelser. Ungerådet deltager og tager imod de unge. Og lige ved siden af Havnegadeboksen inviterer byens vandsportsforeninger til aktiviteter på vandet.
Borgerforum om Byen til Vandet
Med eventen ønsker Randers Kommune at sætte fokus på, at Byen til Vandet er hele byens projekt. Derfor kan alle interesserede også tilmelde sig et forum, som giver borgerne mulighed for at komme med ideer og kommentarer til projektet og løbende følge udviklingen på tæt hold.
“Dette forum skal styrke den tætte dialog med borgerne om Byen til Vandet, og det er vigtigt i et så skelsættende projekt for byen. Borgerne kender jo byen bedst og kan komme med input til gode løsninger, der kan fungere i Randers, ” siger Torben Hansen. Medlemmer af det nyoprettede forum bliver løbende inviteret til møder og workshops, når der er nyt om projektet – første gang i efteråret 2018.
* Havnegadeboksen bliver opført på Dronningekajen ved slæbebåden Jens Ove. Her kan alle i løbet af Randers Ugens første weekend følge med i, hvordan den ombyggede container bliver udsmykket af en anerkendt street art kunstner. Hele programmet for Havnegadeboksen findes på www.randersugen.dk og på byentilvandet.randers.dk
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.