Nyheder

Ny energi og mere liv i vore forsamlingshuse

I mange landsbyer og landdistrikter er forsamlingshuset et vigtigt mødested for det folkelige og kulturelle liv i det lokale område. Det gælder i høj grad også for de 40 forsamlingshuse i Randers Kommune. Men deres rolle, blandt andet i forhold til nye aktiviteter og formål i vores moderne tid, kan blive af endnu større betydning. […]

Ny energi og mere liv i vore forsamlingshuse
15. januar 2010
Af Redaktion

I mange landsbyer og landdistrikter er forsamlingshuset et vigtigt mødested for det folkelige og kulturelle liv i det lokale område. Det gælder i høj grad også for de 40 forsamlingshuse i Randers Kommune. Men deres rolle, blandt andet i forhold til nye aktiviteter og formål i vores moderne tid, kan blive af endnu større betydning.

En af de vigtige betingelser herfor er, at standarden for vedligeholdelse højnes og udgifterne til energi i form af lys og varme mv. reduceres, så det bliver endnu mere attraktivt især for beboerne at bruge og leje husene.

På denne baggrund vil jeg foreslå, at bestyrelsen for LAG-Randers tager initiativ til et model-projekt for en repræsentativ gruppe af forsamlingshuse i kommunen.

Projektet skal blandt andet omfatte:

* Kortlægning af konkrete behov og muligheder for energi-renovering med energi-besparende foranstaltninger med angivelse af størrelsen på investeringer og besparelser og tid for tilbagebetaling.

* Gennemgang af bygningerne med sigte på at få forskønnet husene og deres omgivelser. Det gælder istandsættelse og udskiftning af tag, vinduer, døre og facader mv. Arbejdet skal udføres med respekt for bygningskulturen og arkitektonisk kvalitet.

* Samtidig vurderes evt. behov for ændret indretning med sigte på bedre rammer for nye aktiviteter, blandt andet erhvervsmæssige. Koordineret med øvrige lokale LAG-initiativer.

Det skal med i klimaplanen
Projektet kan være et vigtigt bidrag til realisering af Klimaplan-2030 for Randers Kommune, hvor der målrettet arbejdes på en reduktion af forbruget af varme på 30 procent og 10 procent mindre forbrug af el og med en særlig indsats i årene 2010-2014. I den forbindelse kommer også den spændende idé om udnævnelse af en klima-landsby og placering af solcelle-anlæg på et antal bygninger ind i billedet.

Naturlige parter for LAG-Randers i et samarbejde om at realisere planerne vil foruden Randers Kommune være Verdo, ELRO og Energitjenesten.

Et supplement til finansiering kan evt. hentes gennem den såkaldte ESCO-ordning, ligesom der skal peges på de ret gunstige muligheder for at optage lån til energi-aktiviteter uden for låneramme mv.

Lykkes det at skabe et banebrydende projekt, vil der måske være mulighed for at få virksomheden Realdania engageret både praktisk og økonomisk. Andre kriterier er, at resultatet skal være til gavn for mange mennesker og styrker livskvaliteten i lokalsamfundet. Det tæller ligeledes, at andre går med i finansieringen, så en bred opbakning omfatter økonomien.

En ekstra gevinst vil være muligheder for mange spændende opgaver for firmaer og ansatte inden for en række håndværk, rådgivende arkitekter og ingeniører mv., som mangler noget at rive i.

Formidlingen af erfaringerne med model-projektet kan blandt andet ske gennem Kommunernes Landsforening KL, Landsforeningen af Forsamlingshuse og Landdistrikternes Fællesråd.

Du kan kommentere kronikken herunder.

Du kan tilmelde dig Byen.nu’s gratis nyhedsbrev her på siden til højre.

3 gode grunde til at investere i aktier i dag

Læs også: 3 gode grunde til at investere i aktier i dag