Nyheder

Nødråb om ordentlighed

I Randers kommunes MED-aftale kan man læse flg.: § 2 FormåletRanders Kommune er en værdibaseret virksomhed, som arbejder til gavn for borgerne. De bærende elementer i måden, der arbejdes og samarbejdes på, bygger på værdierne ordentlighed, ligeværdighed og åbenhed. Vi vil være kendt for en åben og dialogbaseret kultur som orienterer sig imod brugerne og […]

Nødråb om ordentlighed
Af Redaktion 15. december 2014

I Randers kommunes MED-aftale kan man læse flg.:

§ 2 Formålet
Randers Kommune er en værdibaseret virksomhed, som arbejder til gavn for borgerne. De bærende elementer i måden, der arbejdes og samarbejdes på, bygger på værdierne ordentlighed, ligeværdighed og åbenhed.

Vi vil være kendt for en åben og dialogbaseret kultur som orienterer sig imod brugerne og inddrager borgerne i kommunens ydelser.

Formålet med aftalen om medindflydelse og medbestemmelse (MED) er at skabe grundlag for forbedring og udvikling af samarbejdet og sikre et sikkert og sundt arbejdsmiljø for medarbejdere og ledelse på de enkelte arbejdspladser og i Randers Kommune som helhed.

Det er jo smukke ord, og bliver de efterlevet, kan vi være stolte af at være borgere i Randers kommune.
Men de sidste års pres på folkeskolerne og på medarbejderne på skolerne har bestemt ikke givet medarbejderne et sikkert og sundt arbejdsmiljø, og jeg savner i højeste grad ordentlighed i tonen omkring lærernes arbejde.

De sidste 5-6 år har været præget af stram styring og har bestemt ikke givet medarbejderne arbejdsglæde.
Skoleåret 2011-12: Ingen aftale mellem Randers kommune og Randers lærerforening, så halvdelen af skolerne var i fuld mødeplan, mens de øvrige skoler takket være fornuftige skoleledere kunne indgå enkelte aftaler.

Skoleåret 2012-13: Fuld mødeplan for samtlige skoler med meget stram styring og ingen råderum til lokale aftaler for skolelederne.

Skoleåret 2013-14: A08 aftale, hvor man så kunne få tid til opgaverne igen og med stor indflydelse for medarbejderne og lederne.

Skoleåret 2014-15: Lov 409 med igen en meget stram styring. Når man vender blikket uden for Randers kommune, kan man se, at der er store problemer omkring fastholdelse af dygtige medarbejdere. Auning skole har mistet 15 lærere. Mariager skole har mistet 12 lærere, og tendensen er den samme i alle kommuner. Alarmklokker?

Disse lærerflytninger er trods alt kun forårsaget af Lov 409 og måske skolereformen, men hvad sker der så i Randers kommune, når man også har skolestrukturen oveni?

Det er her, min store bekymring ligger for fremtiden. Hvor er det vigtigt, at der bliver lavet nogle gode overgange for medarbejderne, når 2-3 skoler skal fusionere, og det gør man ikke på et par måneder. Jeg har et eksempel fra Billund skole, hvor man brugte et år på pædagogiske drøftelser, visioner, traditioner, målbeskrivelser og meget mere, da to skoler i samme by skulle fusionere. Alligevel lykkedes det ikke, og 22 lærere ud af 67 har forladt grundskolen i Billund.

Derfor håber jeg, at Randers kommune vil tage situationen meget alvorligt og lytte til medarbejdernes bekymringer i stedet for at negligere dem, for der er grund til bekymring, når:

* 2400 elever skal skifte skole
* 6000 elever skal have nye klassekammerater
* 250 medarbejdere skal forflyttes

Og oveni alt dette er der skabt utryghed hos skolelederne, skolesekretærerne, skolepedellerne og SFO-lederne, da deres stillinger også er i spil. Jeg forstår simpelthen ikke denne arrogance og magtspil, der i øjeblikket bliver udvist i forhold til grundpillerne i skolen – de fundamentale ting, der er vigtige for at sikre eleverne en god, tryg og stabil skoledag.

Stop nu dette vanvid, og giv skolelederne tryghed, skolesekretærerne tryghed, SFO-lederne tryghed- ja alle medarbejdere tryghed.
Det er det, jeg kalder ordentlighed.

Nu må vanviddet høre op. Enhver forsvarlig politiker burde kunne se, at man med disse scenarier skaber dyb frustration på hele skoleområdet. Er det ordentlighed, eller er man kun ude på at lave totalt kaos både hos ledere, sekretærer, lærere, forældre og elever. Jeg synes, man i den grad gambler med folkeskolerne i Randers kommune. Hvem stopper vanviddet?

Jeg har nu været lærer i 31 år og har affundet mig med forskellige vilkår også nogenlunde med vilkårene i lov 409. Men denne utryghed for alle medarbejdere har jeg dog ikke set før. Hvor er ordentligheden? Ønsker man kun kaos?

Jeg synes, man som politiker skal være meget opmærksom på det tryk, der kommer ovenfra og ned gennem hele systemet. Det kan komme til at gøre meget ondt ude på arbejdspladserne. Jeg forstår ikke den usikkerhed, I stiller lederne i udsigt. Hvis ikke det fungerer i toppen, så breder usikkerheden sig som ringe i vandet ned igennem systemet. Det er kendt for alle.

Jeg er virkelig bekymret og overvejer, om jeg fortsat ønsker at være en del af dette kaos. Vi har i de sidste 5-6 år ikke haft fred på skolerne, men det her kammer fuldstændig over.

Vis nu ordentlighed.

* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook.

3 gode grunde til at investere i aktier i dag

Læs også: 3 gode grunde til at investere i aktier i dag

Sådan laver du et overskueligt budget

Læs også: Sådan laver du et overskueligt budget