Nyheder

Nej tak til fire år mere med ævl, kævl og fnidder

Randers Byråds manglende evne til at samarbejde og udvise normal opførsel i lighed med andre byråd her i landet, er efterhånden blevet en særdeles negativ belastning for kommunens omdømme. Uanset man deltager i et selskab i Randers kommune eller i andre kommuner, kan man være sikker på at blive konfronteret med alt det infantile bavl, […]

Nej tak til fire år mere med ævl, kævl og fnidder
Af Redaktion 8. november 2017

Randers Byråds manglende evne til at samarbejde og udvise normal opførsel i lighed med andre byråd her i landet, er efterhånden blevet en særdeles negativ belastning for kommunens omdømme. Uanset man deltager i et selskab i Randers kommune eller i andre kommuner, kan man være sikker på at blive konfronteret med alt det infantile bavl, der foregår i Randers Byråd.

Forleden var jeg til generalforsamling/valgmøde i Realdania i Aarhus. Desværre var der en del af mødedeltagerne, jeg kendte. Nogle af dem spurgte mig, om vi har fået etableret professionel psykologhjælp til vores byråd. De havde nemlig hørt og læst om Randers Byråds opførsel. Jeg var flov på Randers kommunes vegne.

Medierne har nu i flere år kunnet bringe den ene og den anden triste og tåbelige historie om byrådets manglende evne til normal opførsel. Men visse byrådsmedlemmer fatter det simpelthen ikke. Måske er de bare ligeglade.

Siden socialdemokraten Keld Hüttel og venstremanden Michael Aastrup Jensen var borgmestre har byrådsmøderne sejlet mere eller mindre på grund af manglende mødeledelse og uanstændig mødedisciplin blandt visse byrådsmedlemmer. Flere byrådsmedlemmer råber i munden på hinanden. Og nogle kan ikke forstå, at man skal vente til, man får ordet. Der er en syg og betændt kultur i Randers Byråd. Det er simpelthen en skændsel for demokratiet.

Det eneste, der hjælper på problemet, er en markant udskiftning af byrådsmedlemmerne på mindst 50 60 procent. Og det nytter bare ikke noget som helst, at man flytter lidt rundt på stolene i byrådssalen. Den syge og betændte kultur fortsætter bare.

Og det må være dræbende og svært for de unge byrådsmedlemmer, der blev valgt for fire år siden. De skal nemlig passe på ikke at blive sovset ind i den negative og samspilsramte kultur.

Desværre genopstiller stort set hele den gamle garde. Og hvis de alle bliver genvalgt, får vi med sikkerhed fire år med den syge og samspilsramte kultur. Og det kan kommunens borgere ikke være tjent med. Det er pinligt og uværdigt for os alle. Og der er efterhånden mange af de nuværende byrådsmedlemmer, der er politisk fortid.

Derfor er det utrolig vigtigt, at vi får valgt rigtig mange af de ny opstillede kandidater, der ikke er besudlet af den syge og destruktive politiske kultur. Og gerne flere unge, der har en politisk fremtid. Og det gælder alle partier i byrådet.

Byrådsarbejdet må aldrig bare blive et kærkomment økonomisk supplement til folkepensionen. Men sådan er det forhåbentlig ikke i Randers Byråd?

* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.

3 gode grunde til at investere i aktier i dag

Læs også: 3 gode grunde til at investere i aktier i dag

Sådan laver du et overskueligt budget

Læs også: Sådan laver du et overskueligt budget