Nyheder

Messerschmidt mødte vælgerne i Assentoft

Der skal stemmes nej til ophævelse af retsforbeholdet. Så enkelt er det ifølge Morten Messerschmidt. Morten Messerschmidt tog udgangspunkt i folkeafstemningen om Maastrichttraktaten i 1992, hvor danskerne stemte nej til unionen. Den afstemning viste ifølge Messerschmidt, at politikerne er villige til at gå meget længere i EU-politikken, end vælgerne er det. “Derfor er det meget […]

Messerschmidt mødte vælgerne i Assentoft
Af Redaktion 19. november 2015

Der skal stemmes nej til ophævelse af retsforbeholdet. Så enkelt er det ifølge Morten Messerschmidt.

Morten Messerschmidt tog udgangspunkt i folkeafstemningen om Maastrichttraktaten i 1992, hvor danskerne stemte nej til unionen. Den afstemning viste ifølge Messerschmidt, at politikerne er villige til at gå meget længere i EU-politikken, end vælgerne er det.

“Derfor er det meget vigtigt, at vi har folkeafstemninger, fordi de kan stoppe udsalget af vort arvesølv,” pointerede han.

“Hvis vi er utilfredse med den politik, der føres herhjemme, kan vi vælge nogle andre. Men sådan er det ikke i EU. Når først selvbestemmelsen er overdraget til EU, så fanger bordet,” forklarede europaparlamentarikeren, og derfor er det i høj grad et demokratisk problem, mener han.

“Der skal ikke skaltes og valtes med vor nationale suverænitet, og det vil ske, hvis det bliver et ja den 3. december. Så er det ikke længere befolkningen, som bestemmer, men et almindeligt flertal i Folketinget,” understregede Morten Messerschmidt og oplyste, at det i realiteten vil blive de 29 medlemmer af Folketingets europaudvalg.

Det der med Europol
Hvorvidt Danmark kan forblive medlem af Europol, hvis danskerne stemmer nej, er et af de emner, som optager de fleste vælgere. Morten Messerschmidt lovede tilhørerne, at Danmark ikke bliver smidt ud af Europol, ved et nej.

“Alle lande har en stor interesse i, at så mange lande som muligt bidrager i kampen mod grænseoverskridende kriminalitet. Også Europol. Selv Europols chef, som har besøgt landet, fortalte, at Danmark er et foregangsland, når det gælder kriminalitetsbekæmpelse. Hvorfor skulle vi så blive smidt ud,” spurgte Messerschmidt retorisk, og konstaterede, at det som minimum vil være muligt at opnå en parallelaftale med EU.

Vi skal selvfølgelig samarbejde med andre lande, politimyndigheder omkring terror, børneporno, menneskehandel og narkosmugling. Men det betyder ikke, at vi skal afgive hele vor suverænitet. Vi tager jo heller ikke en hel buffet, hvis vi kun ønsker en enkelt ret,” sagde Morten Messerschmidt.

Angreb på ja-partierne
Han fremkom med et voldsomt angreb på ja-partierne for at føre skræmmekampagne.

“Alt det, som EU-partierne har sagt ikke ville ske, er endt med at blive virkelighed. Hvis det bliver et ja den 3. december, kan vi vinke endegyldigt farvel til at få grænsekontrollen tilbage,” oplyste DF’s stemmesluger.

“Vi stemmer principielt om at overdrage hele udlændingepolitikken til EU. Ja-partierne lover ganske vist, at de aldrig vil røre udlændingepolitikken. Hvis man ikke har planer om at flytte det over til EU, hvorfor vil man så gerne have retten til det,” spurgte Morten Messerschmidt.

I sit indlæg dokumenterede Morten Messerschmidt, at det mest omdiskuterede emne i dansk politik nogensinde, nemlig udlændingepolitikken, og andre områder, sagtens kunne være pillet ud, så vælgerne igen skulle spørges, hvis de skulle overdrages til EU.

“Det er helt bizart at give EU mere magt, når det hele sejler. Der er ikke styr på grænsekontrollen, hele den økonomiske struktur er brudt sammen, Storbritannien med den næststørste økonomi i EU er på vej ud. Mens fundamentet slår revner, og taget står i brand anbefaler et flertal af politikerne, at vi skal længere ind i kernen.”

“Hvorfor skulle vi købe en billet til Titanic, efter det er sejlet ind i isbjerget,” spurgte Morten Messerschmidt.

Den største gruppe er stadigvæk tvivlerne, bemærkede den kendte parlamentariker:

“Derfor gælder det om at sige fra overfor det pres, som ja-sigerne ønsker at lægge på os. Vi skal i stedet grine ad dem, og minde dem om deres egne udtalelser i 1992, og at de gang på gang har taget fejl,” sluttede Morten Messerschmidt.

Efter indlægget fik han stående ovationer, og der var lejlighed til at stille spørgsmål.

Unge deltagere med holdninger
Da mødet var slut mødte RANDERSiDAG.dk to af de unge deltagere. Vi spurgte dem hvad de ville stemme.

Sabina Egedal Jørgen og Nicolai Estrup var på forhånd ikke i tvivl om, at de vil stemme nej, den 3. december. Efter at have overværet mødet med Morten Messerschmidt var de bare blevet bekræftet i, at valget er det rigtige.

“Jeg mener ikke, at EU skal have mere indflydelse i Danmark. Der er jo snart ingen områder, hvor EU ikke har indflydelse,” lød det fra Nicolai Estrup og fortsatte:

“Jeg stoler heller ikke på ja-politikernes løfter om at friholde flygtningepolitikken. Det er befolkningen, som skal have magten i et demokrati, og vi skal være herre i eget hus.”

Sabina Egedal Jørgensen er enig.

“Jeg synes ikke, vi skal overlade mere suverænitet til EU. Og slet ikke i den alvorlige situation, som vi står i nu, med de flygtningestrømme, som kommer til Europa. Jeg er nervøs ved tanken om, at det skulle være EU, der træffer beslutningerne, og ikke et flertal i Folketinget.

“Jeg kan simpelthen ikke finde noget argument for at stemme ja” understregede Sabina Egedal Jørgensen, og fremhævede samtidig, at hun ikke er til beskidt valgkamp:

“Det er beskidt valgkamp, når Socialdemokraterne giver det indtryk, at nej-sigerne er for pædofili. Det er under lavmålet.”

Sabina Egedal Jørgensen og Nicolai Estrup er begge medlemmer af den lokale bestyrelse for Dansk Folkeparti i Randers.

Se BILLEDGALLERI FRA MØDET MED MESSERSCHMIDT – klik her. (Facebook)

Af RANDERSiDAG.dk

* Læserbreve lægges undtagelsesvist ud på forsiden af RANDERSiDAG.dk. Læserbreve kan findes i menuen under ‘Debat’.

* Giv RANDERSiDAG.dk en ‘synes godt om’ på Facebook.

3 gode grunde til at investere i aktier i dag

Læs også: 3 gode grunde til at investere i aktier i dag

Sådan laver du et overskueligt budget

Læs også: Sådan laver du et overskueligt budget