Det var Molly, som var en lille glad familiehund af racen Griffon.
Den lille familie på Husarvej i Randers tæller far, mor, Matthias og en lille efternøler på fem måneder. Og så var der naturligvis Molly.
Klokken 14.15 i torsdags ville Matthias sammen med Molly gå over til sin mormor ikke så langt fra Husarvej. Da han kom ned på gaden, så han en nabo, som kom gående med sine fire muskelhunde af racen Amstaff. En hunderace, som er forbudt i Danmark, og som ikke var i snor.
Muskelhunden overfaldt Molly
Uden varsel satte en af muskelhundene af sted mod Molly, og angreb den med bid stort set på hele kroppen. Ikke mindst det lille hoved og hals blev slemt tilredt.
Naboen var ikke i stand til at kalde muskelhunden til sig, og hun var heller ikke i stand til at trække den væk, for at standse angrebet. De tre andre muskelhunde blev siddende.
Matthias blev naturligvis bange, og han skyndte sig at løbe tilbage til lejligheden og råbte til moderen, at hun skulle ringe til politiet. Matthias selv forsøgte at alarmere politiet via 114, men der gik alt for lang tid. Af lutter frustration valgte moderen derfor at trykke 112 og forklarede politiet, at deres lille hund i øjeblikket blev overfaldet af en muskelhund
Politiet: Tilkald en dyreambulance!
Politiet forklarede, at de ingen kompetence havde, og anbefalede moderen straks at tilkalde en dyreambulance.
På Husarvej lå der efterhånden en del blod, og flere naboer kom til.
De var alle sammen meget behjælpelige, fortæller Charlotte, som husker, at naboen med muskelhundene forsøgte at sige undskyld for det skete.
Det var nærmest som i en film
Jeg kunne slet ikke forholde mig til en undskyldning. Vi stod der med vores lille hund, som var bidt over det hele og blødte voldsomt. Samtidig stod Matthias og græd. Det var nærmest, som var det en film, der bare kørte. Det var bare så forfærdeligt fortæller Charlotte.
En kvindelig nabo kom til stede og holdt hovedet op på Molly i håb om at standse blødningen.
Jeg kan kun huske, at hun bar en rød poloshirt, og hun skældte den kvindelige hundeejer vældigt ud og bad hende om at forsvinde, husker Matthias.
Molly konstateret død på dyrehospitalet
En underbo startede bilen og kørte Charlotte, Matthias og Molly til Randers Dyrehospital. Charlotte sad med den stærkt blødende hund i favnen, og gav den lidt kys og kælede for den. På dyrehospitalet kunne en dyrlæge kun bekræfte familiens bange anelser. Molly var allerede død, inden de nåede dyrlægeklinikken.
Da netavisen RANDERSiDAG.dk ringer på døren ved den lille familie, er det Matthias, som åbner døren. Han er tydeligt mærket af den blodige hændelse, og det var tydeligt, at han havde grædt.
Det var mærkeligt, for jeg har godt nok grædt, men der kom vist ingen tårer, bemærker han, og indrømmer, at han stadigvæk er mærket og rystet af den bestialske og tragiske hændelse.
‘Brutalt’
Det er det mest brutale jeg nogensinde har oplevet, forklarer Matthias, mens han sidder med Mollys halsbånd, som bærer tydelige bidemærker fra den aggressive muskelhund.
Moderen Charlotte forklarer, at det føles som at miste et familiemedlem.
Molly var jo et midtpunkt i familien på lige fod med børnene, siger hun.
Kunne det have vært et barn?
Hun kan heller ikke lade være at tænke på, om det samme kunne være sket, hvis det var hendes fem måneder gamle barn, som Matthias havde med. Eller for den sags skyld et hvilket som helst barn.
Det bliver også Charlotte, som kommer til at fjerne hundekurv, Mollys legetøj m.m.
Det gør simpelthen for ondt, at have i huset, forklarer hun.
Mens vi taler om Mollys egenskaber som en livlig, aktiv og klog hund, som var glad for børn, kommer minderne frem fortæller Matthias, og han kæmper bravt for at holde tårerne tilbage.
Molly var meget tæt knyttet til Matthias, oplyser Charlotte.
Overfaldet er politianmeldt
Sagen er nu anmeldt til Østjyllands Politi i Randers.
Vi blev taget godt imod ved politiet, og blev taget meget seriøst, beretter Charlotte og fortsætter:
Den betjent, som tog imod anmeldelsen, lovede, at politiet gør noget ved sagen, understreger Charlotte, som forudser både en straffesag samt en erstatningssag.
Matthias har villet vise, at han trods sine kun 16 år er et mandfolk. Han har f.eks. taget kontakt til vores vicevært og bedt ham spule alt blodet væk, siger Charlotte.
Krisehjælp og underskriftindsamling
Men det han oplevede var så brutalt, blodigt og traumatiserende, at jeg vil forsøge at skaffe krisehjælp til ham, fremhæver Charlotte, og det er Matthias ikke afvisende overfor.
Familien har modtaget mange sympatitilkendegivelser og meget støtte fra naboerne. Der bliver nu iværksat en underskriftsindsamling for at få ejeren af muskelhundene smidt ud. Samtidig er familien i dialog med boligselskabet Lejerbo, som administrerer boligerne på Husarvej.
Familien vil ikke afvise, at den skal have en anden hund på et tidspunkt, men der skal først lidt mere ro på situationen.
Molly begravet, hvor hun blev født
Molly ligger nu begravet i jorden på den gård, hvor hun blev født. Og her kan familien komme lige så tit, som den ønsker det.
Netop som netavisen RANDERSiDAG.dk har sagt farvel, og skal til at forlade familien, kommer Charlotte: Hun har glemt noget meget vigtigt.
Vi har slet ikke nået at få sagt stor tak til vore naboer for den store hjælp, som de har ydet os, erklærer Charlotte og beder os om at viderebringe familiens taknemmelighed.
Dette er hermed videregivet til de hjælpsomme naboer på Husarvej.
Netavisen RANDERSiDAG.dk følger sagen tæt.
Af RANDERSiDAG.dk
* Via dette link, kan du se et billede af skambidte Molly. Vi advarer om, at det kan virke voldsomt – klik her.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev på forsiden.
* Avisen har fået ny mailadresse: info@randersidag.dk
Inden de forlod Randers Dyrehospital opfordrede dyrlægen til, at familien tog kontakt til muskelhundens ejer, med henblik på at få erstattet dyrlægeregningen. Samtidig opfordrede hun til at hændelsen ikke blev politianmeldt med den begrundelse, at det kunne give problemer med ejeren.
Disse oplysninger har vi forelagt Randers Dyrehospital, men det har endnu ikke været muligt at få en kommentar.