Nyheder
Maskerede hjemmerøvere truede kvinde med kniv
* En 48-kvinde blev mandag morgen kort før kl. 8 udsat for et hjemmerøveri i sit hus i Storegade i Assentoft. Kvinden havde netop sendt sine børn af sted, da det kort tid efter bankede på døren. Kvinden troede, at det var nogle af børnene, der kom tilbage, men da hun åbnede døren, stod der […]
* En 48-kvinde blev mandag morgen kort før kl. 8 udsat for et hjemmerøveri i sit hus i Storegade i Assentoft.
Kvinden havde netop sendt sine børn af sted, da det kort tid efter bankede på døren. Kvinden troede, at det var nogle af børnene, der kom tilbage, men da hun åbnede døren, stod der to maskerede mænd udenfor.
Den ene satte en fod i døren, så de kunne skubbe døren ind og skubbede kvinden ind i køkkenet, mens han på gebrokkent dansk råbte “penge, penge”, og han pegede på hendes fingerring, hvilket kvinden tolkede som om, de også ville have smykker.
Kvinden fandt nogle smykker frem og lagde dem på et bord. Pludselig tog den ene mand en lommekniv op fra lommen og holdt den mod hendes hals og sagde så igen “penge, penge”. Kvinden fandt nogle penge i sin pung og gav dem til manden.
Den anden mands telefon ringede, og de to mænd talte sammen indbyrdes på et sprog, kvinden ikke kunne tyde. Kort efter løb de begge hurtigt væk fra stedet. De to mænd beskrives som:
A – ham der truede med kniv:
Ca. 180 cm høj
Bredskuldret
Var iført en grå elefanthue med huller til øjne og mund
Mørkeblå trøje med lynlås
Mørke, gummilignende handsker
B – ham der talte i telefon:
Ca. 170 cm høj
Bredskuldret
Iført mørk elefanthue, mørkt tøj og mørke gummihandsker
Et vidne har muligvis set den bil, de to mænd kørte i. Der var tale om sort bil – muligvis en Citroën Berlingo eller en Peugeot Partner. Bilen blev set køre meget hurtigt ad Gunderupvej til krydset ved Søndergade og videre sydpå i retning mod Stampen.
* Østjyllands Politi er fortsat i gang med at efterforske sagen, men vil meget gerne høre fra vidner, der kan have set noget før eller efter røveriet, der altså foregik kort før kl. 8 mandag morgen. Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.
Knallertfører fik ikke held til at stikke af
* En patrulje observerede i aftes kl. 22.35 en knallert, der kom kørende ad Mariagervej i Randers. Da føreren af knallerten så politibilen, kørte han ind over et fortov og en parkeringsplads, og patruljen satte efter.
Knallertføreren smed sin knallert på Rådmands Boulevard og fortsatte flugten til fods. En betjent satte efter, og fik kort tid efter fat i den 28-årige knallertfører.
Da betjenten spurgte, hvorfor han var stukket af, forklarede den 28-årige, at det var fordi, han havde hash på sig, og da betjentene visiterede ham, fandt de ganske rigtigt flere klumper hash, der var pakket ind i sølvpapir. Han blev derfor sigtet for salg af euforiserende stoffer. Den 28-årige fortalte også, at han havde røget hash tidligere på dagen, så han blev også sigtet for narkokørsel.
Betjentene undersøgte herefter knallerten, der ikke havde nummerplade på, og hvor stelnummeret var så ridset og rustet, at det ikke kunne aflæses. Betjentene tog derfor knallerten med til politistationen for nærmere undersøgelse. På politistationen blev den 28-årige desuden sigtet for at stikke af fra politiet. Betjentene besluttede herefter at ransage på den 28-åriges bopæl i Randers, hvor der blev fundet både hash og kokain.
Færdsel
* I går kl. 16.17 skete der et alvorligt færdselsuheld i krydset Viborgvej/Fladbrovej i Randers NV. En 56-årig kvindelig cyklist blev i krydset ramt af en handicap-bus, der kom kørende ad Viborgvej. Det er endnu usikkert, hvorfor sammenstødet skete, men kvinden blev alvorligt skadet i hovedet, på trods af hun anvendte cykelhjelm. Hendes tilstand er fortsat kritisk. Der blev sendt en bilinspektør til stedet, der skal undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.