Konstituering: Randers vil de næste fire år blive styret fra LO-formand Ejvind Clemmensens kontor. Onsdag blev LO-formanden tvunget til at forlade skabet, lade masken falde og i al offentlighed trække i de tråde, som LO har bundet såvel Socialdemokraterne som SF med.
Det er synd for Randers. Beton-socialdemokraterne er tilbage ved magten, som tilfældet var i slutningen af forrige årtusinde.
Som medlem af midtervalgforbundets forhandlingsudvalg var jeg midt i begivenheders centrum natten til onsdag, og jeg kan slet ikke genkende det forløb, som unge Fuhr senere har beskrevet.
Lad mig være ærlig: Da jeg første gang fik præsenteret muligheden for at lave en konstitueringsaftale med Erik Poulsen som borgmester, var jeg afvisende. Jeg tvivlede på, at et nyvalgt byrådsmedlem kunne klare den opgave.
Men som forhandlingerne skred frem, blev jeg overbevist om det modsatte. Den måde, som Erik Poulsen forstod at udnytte situationen til sammen med midtervalgforbundet at binde de borgerlige partier op på et politisk grundlag, der langt fra var deres kop te fx ingen skolelukninger, ingen prestigebyggerier og flere ansatte på børne, unge og ældre-området viste med al ønskelig tydelighed, at Erik Poulsen har flair for forhandlingens kunst og kan sit politiske håndværk.
Ærgerligt, hvis Randers ikke kommer til at få nytte af det de næste fire år.
Samtidig blev der flere gange understreget, at der også ville være et alternativt flertal i byrådet bestående af SF, Radikale og Socialdemokraterne, hvis de borgerlige partier ikke ønskede at bøje sig for den politik, som SF og midtervalgforbundet var enige om, og som de to partier ikke var udelukket fra at bruge i byrådsperioden uanset konstitueringsaftalen.
På ét punkt kan jeg give Kasper Fuhr ret: Erik Poulsen ville blive en pinocchio-borgmester, idet Pinocchio jo bevægede sig uden at være bundet af tråde i modsætning til andre marionetdukker, som straks springer på plads, når mesteren trækker i de tråde, som han har bundet dem med.
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s nyhedsbrev her på siden til højre.