Nyheder
Lidt historie til min dagbog
I november 2017 troede jeg en kort tid, at arbejdet med at få Claus Omann Jensen (V) fjernet fra borgmesterstolen havde båret frugt. “Kort tid” skriver jeg, for allerede ved konstitueringaftalerne begyndte advarselslamperne at lyse. Imidlertid startede 2018 ganske roligt, og efter de første to byrådsmøder følte jeg, at mine bekymringer var noget ubegrundede: Den […]
I november 2017 troede jeg en kort tid, at arbejdet med at få Claus Omann Jensen (V) fjernet fra borgmesterstolen havde båret frugt. “Kort tid” skriver jeg, for allerede ved konstitueringaftalerne begyndte advarselslamperne at lyse.
Imidlertid startede 2018 ganske roligt, og efter de første to byrådsmøder følte jeg, at mine bekymringer var noget ubegrundede: Den nye borgmester havde ikke arvet den forhenværende borgmesters arrogance, han sluttede f.eks. ikke punkter på dagsorden med en afsluttende belæring, hvor det ikke var muligt for andre at tage til genmæle. Det så ud til, at borgmesterskiftet betød afslutningen på en uskøn borgmestervane. Senere møder har desværre vist, at det ikke er ganske tilfældet.
Retssagen vil jeg undlade at kommentere på.
Trods ændring i borgmesterstilen til noget, der nærmede sig de fire foregående års, havde jeg ikke de store bekymringer op til budgetforhandlingerne: Torben Hansen kunne vel ikke ganske glemme sine valgløfter? Det må han imidlertid have gjort.
Hvis forløbet og de opnåede resultater er rigtigt gengivet, må jeg tilstå, at det for mig fremstår som endnu værre end omkonstitueringen i sin tid. At “bede” politikere forlade budgetforhandlingerne i utide har intet med demokrati at gøre, absolut intet. Hvilken skade kan 3-6 personer gøre i en forsamling på 31? De kan have andre meninger, og det er vel demokratiets kronjuveler. Demokrati er ikke kun flertalsstyre. Det er også at lytte til dem, som måtte være uenige – og ikke mindst respektere, at andre er uenige.
Nogle vil måske gøre opmærksom på, at visse partier og lister tidligere år har forladt forhandlingerne. Hertil vil jeg sige: Det er en demokratisk ret at gøre det, men det er ikke en demokratisk ret at bortvise nogen.
Min afsluttende dagbogskommentar bliver derfor: Jeg håber på, at demokratiet indføres i byrådet. Dette her kan vi ikke være bekendt!
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.