Nyheder
Krav om udvisning af massagekvinde
* Østjyllands Politi fremstiller i dag i Retten i Randers en 50-årig kvinde, der sigtes for ulovligt arbejde. Kvinden blev anholdt mandag i forbindelse med en politikontrol på en massageklinik i Randers. Kvindens sag er i mellemtiden blevet forelagt udlændingestyrelsen, der har afgjort, at hun skal udvises af landet med et indrejseforbud i to år. […]
* Østjyllands Politi fremstiller i dag i Retten i Randers en 50-årig kvinde, der sigtes for ulovligt arbejde. Kvinden blev anholdt mandag i forbindelse med en politikontrol på en massageklinik i Randers.
Kvindens sag er i mellemtiden blevet forelagt udlændingestyrelsen, der har afgjort, at hun skal udvises af landet med et indrejseforbud i to år. Hun bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag med henblik på at blive varetægtsfængslet, frem til udvisningen kan effektueres.
En 37-årig kvinde blev fremstillet tirsdag, hvor hun fik en straksdom på 30 dagens fængsel til direkte afsoning for ulovligt arbejde og for overtrædelse af sit indrejseforbud. Hun blev desuden atter udvist af landet og fik et nyt indrejseforbud, der gælder i seks år.
Center Mod Menneskehandel har vurderet, at ingen af kvinderne har været handlet.
Tyverisigtet hviderusser i retten
* Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 11.15 i Retten i Randers en 37-årig mand fra Hviderusland, der sigtes for butikstyveri og for overtrædelse af knivloven. Den 37-årige mand har været tilbageholdt jf. udlændingeloven siden mandag aften, hvor han blev anholdt, efter han havde begået butikstyveri i Aldi på Mariagervej i Randers.
Sagen er i mellemtiden blevet forelagt udlændingestyrelsen, der har afgjort, at manden skal udvises af landet med et indrejseforbud i to år. Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag med henblik på at blive varetægtsfængslet, frem til udvisningen kan effektueres.
Promillen var så høj, at bilen røg
* En patrulje blev tirsdag aften kl. 18.48 sendt til en tankstation på Mariagervej i Randers, hvor en borger var bekymret for, at en mand, der virkede meget beruset, ville køre fra stedet i sin bil. En patrulje fik øje på bilen, da den blinkede til højre, men svingede til venstre, væk fra tankstationen.
Patruljen forsøgte, ved brug af horn og lygter, at få føreren til at standse bilen på Ringboulevarden. Det fik føreren til kortvarigt at standse bilen, for derefter at køre videre. Patruljen prøvede nu igen ved brug af horn og lygter at få førerens opmærksomhed og få ham til at standse bilen, men det samme skete én gang til. Tredje gang lykkedes det dog, og bilen standsede ved en buslomme på Hobrovej.
Da betjentene tog kontakt til den 50-årige fører af bilen virkede han ganske rigtigt meget beruset. Den første alkometertest viste en promille på lige under 2,0, og manden blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han blev kørt til politistationen i Randers, hvor der blev taget endnu en alkometertest på ham. Den viste nu en promille over 2,0, hvilket betød, at manden fik administrativt inddraget førerretten, og hans bil blev beslaglagt med henblik på konfiskation.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.