Nyheder
Kom helt tæt på duften af tjære, olie og kul
Lad det være sagt med det samme: Der er mange tognørder på sporet af det næste levende billede af en togvogn, en puf, trækstang, maskine m.v. Nørderne er typisk midaldrende til ældre mænd med store kameraer og lange linser. Nogle af dem taler norsk, svensk, engelsk, hollandsk og fransk. Men der er også helt almindelige […]
Lad det være sagt med det samme: Der er mange tognørder på sporet af det næste levende billede af en togvogn, en puf, trækstang, maskine m.v. Nørderne er typisk midaldrende til ældre mænd med store kameraer og lange linser.
Nogle af dem taler norsk, svensk, engelsk, hollandsk og fransk.
Men der er også helt almindelige mennesker, som kommer og fornemmer duften af tjære og olie. De kendes på de store øjne, smilene og masser af børn og børnebørn ved hånden.
DSB Museumstog i Randers er det største vedligeholdelses og opbevaringssted for Danmarks Jernbanemuseum/DSB Museumstog i hele landet. Og lad det være sagt med det samme: Der er masser at kikke på.
Der er motorvogne, grise, tyske dampmaskiner fra før århundredskiftet, den velkendte MY, rangérmaskiner osv. Dertil et minitog, som både voksne, men især børn, kan hoppe på og køre en tur med en rigtig lokomotivfører på en ligeså rigtig dampmaskine som trækkraft.
Remisen i Randers hører til de store og har en drejeskive, så materiellet kan gelejdes ind ad den rigtige port. Akkurat som når en bil skal i garage. Drejeskiven bruges flere gange under det åbne hus, og det er lige spændende hver gang.
Der er frit trav over og langs sporene på det historiske terræn, og der sker noget her, der og alle vegne. En dampmaskine puffer støt i pendlertrit mellem remisen og Randers Banegård. Hele dagen. Det er også muligt bl.a. at tage turen med damp til Langå – og hjem igen.
RANDERSiDAG.dk har et billede af dampen på vej til Langå i billedgalleriet. Det er snuppet ved broen i skoven i Stevnstrup.
Og så er der naturligvis mulighed for at spise den medbragte og drikke termokaffen. Men du kan også købe drikke og pølser til pølsevognskonkurrencepriser – altså i dit favør.
RANDERSiDAG.dk takker for en dejlig formiddag hvor vi i den grad kom på sporet. Ikke mindst til musik af DSB’s jernbaneorkester.
Fredag og lørdag: Åbent 10-16.
BILLEDGALLERI – klik
DSB Museumstog/Randers – klik.
Du kan kommentere artiklen herunder og på vor Facebookside.