Nyheder

Kejserens nye klæder

– efter Oldermandens Avis. Og meget frit efter H.C. Andersen Der var engang et lille kejserrige. Det hed Oman.Der regerede en kejser, der holdt så meget af ungemiljøer.Så han fablede om dejlige ungemiljøer, når han ikke havde andet vigtigt at lave som at udtænke besparelser eller bage rævekager. En dag kom der to raske unge […]

Kejserens nye klæder
Af Redaktion 8. december 2014

– efter Oldermandens Avis. Og meget frit efter H.C. Andersen

Der var engang et lille kejserrige. Det hed Oman.
Der regerede en kejser, der holdt så meget af ungemiljøer.
Så han fablede om dejlige ungemiljøer, når han ikke havde andet vigtigt at lave som at udtænke besparelser eller bage rævekager.

En dag kom der to raske unge mænd til Kejserriget.
De var eksperter i ungemiljøer.
Keld og Torben fra Buggegården hed de.
Og de kunne klæde kejseren på, sagde de, så han ret kunne begå sig i sine ungemiljøer.

Helt nye klæder ville de sy til ham.
Og disse klæder ville ikke blot være usædvanligt skønne og klædelige de ville også have den egenskab, at de for mange ville være ganske usynlige!
Nemlig for alle, der enten var uduelige til deres embede eller var ganske utilladeligt dumme.

Det var dog en glimrende idé, tænkte Omans kejser.
Alle de, der ikke kan se de vidunderlige nye klæder, jeg nu får, kan jeg jo spare væk!
De er enten utilladeligt dumme eller uduelige til deres embede.
Og han bevilligede straks af kejserrigets kasse en stor sum til de to raske svende, Keld og Torben fra Buggegården, så de kunne gå i gang med at sy de vidunderlige nye klæder.
Det var så mange penge, så det kneb for Keld og Torben at bruge dem til det smukke tøj, de skulle sy.
Men det var der råd for.
De fik hjælp fra Ernst og de unge regnedrenge til at bruge pengene. For det havde de forstand på.

Og nu skulle tøjet væves og sys.
Med udsædvanlige mønstre af ungemiljøernes fordele samt om fordelene ved at nedlægge skoler og overbygninger og det smukke ved at klumpe børn og unge sammen på lidt plads og med fantastiske ornamenter af trafikkaos morgen og aften.

Keld og Torben fra Buggegården fortalte kejseren om det unikke design og mønster, særligt betonede de det lange slæb med stort provenu af power points.
Efter nogen tid ville han ind og se nærmere på stoffet.
For nu at være helt sikker tog kejseren sine trofaste mænd med, det var den lille ABC, Jensen fra Det Nye Hus, Frank fra Nørregård, Leif fra Østergade.

Ind kom de og så:
Nej det kunne da ikke passe, tænkte de hver især og uden at sige noget. Thi tanker er toldfri.
Skulle jeg virkelig være enten utilladeligt dum eller uduelig til mit embede? Det går aldrig an at indrømme det.
Er det ikke mageløst smukt og ungeegnet? spurgte Keld og Torben fra Buggegården.
Ih jo skyndte Jensen fra Det Nye Hus sig at sige.
Og det allersmukkeste er jo, at dette sker for børnenes skyld.
Og så blev han så rørt over sin egen smukke tanke, at han fældede en tåre derved.
Frank fra Nørregaard var enig. Dog, skyndte han sig at tilføje Jeg savner nu det smukke gamle Asfergesbroderi at kante det med.

Det kommer, det kommer bedyrede Keld og Torben fra Buggegården. Stoffet er jo slet ikke færdigt endnu. Der vil blive broderet meget hen over det. Men bemærk det fine slæb af provenu.
Jo, jo Leif fra Østergade tænkte. Jo, det bliver de overordentlig glade for at se i Østergade.

Kejseren så fra den ene til den anden. Alle syntes jo at kunne se det smukke stof.
Det var ganske overordentlig pinligt, om han alene skulle være uduelig til sit embede eller ganske utilladeligt dum.
Tak, de Herrer sagde han så. Pr. straks bevilliger jeg jer en lønforhøjelse af kejserrigets kasse. Jeg er overordentlig tilfreds.

Men der var nogle, der havde stået og kigget ind ad dørsprækken.
Det var Bjarne fra Overmarken, Kasper fra Fuhr og Mogens fra Nyholm.
Bjarne og Kasper skreg: Der er slet ikke noget tøj. Det er løgn og bedrag det hele. Vi klager, vi klager.

Ud med de frække skigerikker! råbte kejserens mænd, og så blev de smidt ud af rådhuset.
Men Mogens fra Nyholm, der havde forstand på penge og økonomi, skrev et læserbrev til Oldermandens Avis.
Det provenu-slæb holder ikke en meter stod der.
Så blev han også smidt ud af rådhuset.

Nu skulle tøjet prøves, og Kejserens nærmeste folk, 23 mænd og kvinder stod og gjorde store øjne, for alle tænkte de jo, at de måtte være uduelige til deres embede, siden de ikke kunne se de skønne mønstre med alle ungemiljøernes fordele, det storslåede i at nedlæggeskoler
og det store slæb af provenu i power points.

Vidunderligt smukt og klædeligt, ret så ungerigtigt sagde de, hver en én, for ingen turde indrømme, at der var intet at se.

Og det er alt sammen for børnenes skyld, sagde de, den ene efter den anden. Og blev ret så rørt til tårer derved.
Og som det dog klæder kejseren.
Ret en pryd for kejserriget Oman. sagde de.

Dagen efter skulle kejseren gå i procession helt hen til et af ungemiljøerne.
En baldakin blev holdt op af gyldne løfter, under den skulle kejseren gå.
Fløjdørene til rådhuset gik op. Kejserrigets indbyggere var alle spændt på at se dette vidunderlige tøj, som kejseren iførte sig for børnenes og de unges skyld.

Og de undrede sig, hver og en af kejserriget Omans indbyggere.

Skulle jeg da virkelig være utilladeligt dum eller uduelig til mit embede? tænkte de og stirrede på kejseren, der gik under baldakinen, kun iført t-shirt og trusser.

Men der stod tre små blå smølfer på hjørnet. Han har jo ikke noget på! råbte de.

På den anden side af vejen stod tre orange smølfer. De pegede og grinede. Er der nogen, der kan se provenuet? grinede de? Der er jo ingenting. Han har ikke noget på!

Og hele folkemængden kunne nu se det, som de hele tiden havde set: Kejseren havde ikke noget på.

Og de råbte og grinede: Han har jo ikke noget på.
Men Kejseren af riget Oman gik med sine hoffolk så stiv og strunk. Jeg lader mig ikke mærke med noget, tænkte han.

Men de to kække unge skræddere blev smidt ud af rådhuset og ud af kejserriget Oman.

Men da havde de både fået løn og lønforhøjelse, så de var godt tilfredse, og vandrede videre ud i verden for at se, hvem de nu kunne narre til at investere i kejserens nye klæder.

Og alt blev skrevet omhyggeligt ned i Oldermandens Avis.
Og den er ikke til at stole på.

* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook.

3 gode grunde til at investere i aktier i dag

Læs også: 3 gode grunde til at investere i aktier i dag

Sådan laver du et overskueligt budget

Læs også: Sådan laver du et overskueligt budget