Nyheder
Kære partier på Christiansborg
Følgende har Henrik A. Østergaard skrevet og sendt til alle partier på Christiansborg. Angående: Kulturstyrelsens bekendtgørelse om ikkekommerciel lokalradiovirksomhed. Jeg arbejder i fleksjob på Radio Randers – byens lokalradio. Vi er faktisk fire i fleksjob på radioen. Vi er ansat til at holde Radio Randers og Det Åbne Radioværksted kørende som stationer med public access. […]
Følgende har Henrik A. Østergaard skrevet og sendt til alle partier på Christiansborg.
Angående: Kulturstyrelsens bekendtgørelse om ikkekommerciel lokalradiovirksomhed.
Jeg arbejder i fleksjob på Radio Randers – byens lokalradio. Vi er faktisk fire i fleksjob på radioen. Vi er ansat til at holde Radio Randers og Det Åbne Radioværksted kørende som stationer med public access. Og det giver os både indhold i livet, en følelse af selvværd og en løn, man kan eksistere for.
Vi risikerer nu at miste vores fleksjob på grund af: Udkast til bekendtgoerelse om ikkekommerciel lokalradiovirksomhed. (klik og læs)
Fleksjob er ikke noget, der hænger på træerne, tværtimod. Vi vil derfor blive sendt ud i arbejdsløshed med en usikker fremtid.
Man vil kunne spare ca. 220.000 ved at nedlægge Radio Randers og Det åbne Radioværksted. Men hvad vil det ikke koste at få os fleksjobbere i gang igen. Hvis man da kan.
Personligt er jeg ved at gå i stykker som menneske. Men det er jo nok min egen hovedpine. Og endelig så hører alt, hvad man siger vel også til i en anden kasse osv. Og på den måde kan vi andre så rende panden imod muren gang på gang.
Lidt om mig selv for dem der ikke er blevet for store til at læse om det. Og har tid til at smide mudderet fra sig et øjeblik. I kan kaste videre efter hinanden, når I har læst dette.
Personligt kan jeg ikke blive ved med denne utryghed. Ikke at vide, hvad der skal ske.
Jeg voksede op i Randers med nogle overbeskyttende forældre. De var overbeskyttende, fordi jeg næsten hver dag fik nogle anfald som man i flere år mente, kunne være epilepsi. Men man har aldrig, trods mange undersøgelser, kunnet finde noget der viste, at det var epilepsi.
Hver dag i skolen var et helvede med mobning og alle disse anfald. Så da jeg forlod Vestervangsskolen i 1991 var mine karakterer ikke noget at råbe hurra for.
Jeg startede på Teknisk Skole for at blive radiomekaniker. Et fag der var ved at uddø. Det vidste de bare ikke på Teknisk Skole. Det fandt jeg selv ud af, da jeg var ude for at søge læreplads.
Så stod jeg der. Hvad skulle jeg? Mine karakterer var ikke til meget. Men noget skulle jeg jo i gang med. Så det blev elektrikerfaget. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, så kunne det kun gå galt. Og det gik galt. Jeg kom mere og mere bagefter. Og efter sommeren 1992 sad jeg foran en socialrådgiver som spurgte mig, hvad jeg gerne ville. Og helt ærligt. Hvis jeg vidste det, så sad jeg da ikke foran hende.
I 1993 startede jeg på noget, der hed Erhvervstræningen, beliggende i Vejly/Risskov i Aarhus. Jeg troede, de skulle finde ud af, hvad jeg kunne samtidig med at jeg en gang imellem måtte ned på gulvet og rode rundt med anfald.
Der sad jeg i flere måneder i montageafdelingen og ventede på at ham, der stod for at få os videre, skulle komme og prikke én på skulderen. Men der skete aldrig det mindste. Og jeg blev bare mere og mere fortvivlet, hvilket også betød mange uoverensstemmelser.
Derfor stoppede jeg i 1995 uden at have fået noget ud af. Det er mit indtryk af stedet, at hvis jeg ikke selv var stoppet, ja, så sad jeg der nok endnu.
For at komme derfra startede jeg på VUC, selv om jeg faktisk ikke havde lyst. Men sår’n er der jo så meget. Jeg måtte da også stoppe med både engelsk og matematik. Jeg gennemførte dansk. Derefter er der nogle år som er en pærevælling i hovedet på mig. En blanding af kamp med kommunen om, hvad der skulle ske og en kamp for at løsrive mig fra mine forældre.
Den største succes i den tid var nok erhvervelsen af mit kørekort.
Men jeg blev visiteret til fleksjob, og i juni 1999 fandt jeg selv et hos et supermarked. Her fik jeg brug for kørekortet. Desværre kan det være svært at få folk til at forstå, at man altså ikke nødvendigvis kan det samme, som ham der havde jobbet før, og i januar 2000 måtte jeg sige fra og stoppe med jobbet.
Og nu startede en ny kamp med Randers Kommune. Det var som om de ikke kunne huske, hvorfor jeg var havnet i systemet. Så jeg måtte gå til min læge, og først da fik jeg fred. Han fik startet en psykologisk vurdering af mig hos lokalpsykiatrien. Og det er ud fra denne psykologiske vurdering, at kommunen i august 2001 fandt fleksjobbet hos Radio Randers, hvor jeg er den teknisk ansvarlige, ansvarlig for hjemmesiden, kender og kan udføre alle funktioner, producerer programmer og træder til, når nogen er syge eller på ferie. Kort sagt: Jeg er på den rette hylde.
Hvis jeg mister dette job aner jeg ikke, hvad der skal ske med mig
Jeg håber at nogen blandt jer er voksne nok til at forstå, at vi er mange, der er trætte af jeres evindelige mudderkast som den store mediemaskine sovser rundt i. I skulle hellere tænke over, hvad I fortager jer. Tag lige og kig denne foreslåede bekendtgørelse igennem én gang til. Nu har I fået min historie, men der kan jo sidde andre med en anden træls historie. Andre der også bliver ramt af det I laver.
I øvrigt så gælder det alt hvad I beslutter: Husk på at der er mennesker der bliver ramt af de tal, der står på jeres papir. Mange står med en meget svær kamp fordi de tilhører en minoritetsgruppe. Og dem er der åbenbart ikke mange af jer der gider tage sig af.
Og nu er jeg færdig. Så kan de mest umodne af jer fortsætte mudderkastningen om de store mediedækkede populære emner.
Trods alt.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook.