Nyheder
Jethro Tull på Værket er et kæmpe scoop
Med numre som Aqualung, Locomotive Breath og CrossEyed Mary på tapetet er der god grund til at glæde sig til, at prog-rock-legenden Ian Anderson og Jethro Tull kommer til Danmark med to stop på deres verdensturné i forbindelse med bandets 50-årsjubilæum i henholdsvis Randers 28. februar og Esbjerg 1. marts 2019. Engelske Jethro Tull med […]
Med numre som Aqualung, Locomotive Breath og CrossEyed Mary på tapetet er der god grund til at glæde sig til, at prog-rock-legenden Ian Anderson og Jethro Tull kommer til Danmark med to stop på deres verdensturné i forbindelse med bandets 50-årsjubilæum i henholdsvis Randers 28. februar og Esbjerg 1. marts 2019.
Engelske Jethro Tull med Ian Anderson i spidsen blev verdenskendte på at kombinere jazz, blues, folk og rock, og bandet har gennem dets 50-årige levetid vandret rundt blandt genrerne på deres mere end 30 studie- og live- albums, der har solgt over 60 millioner eksemplarer på verdensplan og iblandt disse har 11 fået guld og 5 platin.
Selv om Ian Anderson mest turnerer under eget navn nu, er jubilæet vigtigt at markere ifølge frontmanden, der er det eneste originale medlem tilbage i bandet.
Jeg er ikke normalt en fødselsdags- eller jubilæumsfyr, men for en gangs skyld vil jeg heller ikke være en lyseslukker! Jeg værdsætter minderne fra de tidlige års Jethro Tull-repertoire, som jeg forbinder med eventyret ved at besøge mange nye lande og skabe relationer til nye fans over hele verden. Og dette er en fejring af alle 33 bandmedlemmer, der har beriget bandet gennem tiden, siger Ian Anderson i forbindelse med offentliggørelsen af turnéen.
De to koncerter i Randers og Esbjerg er de eneste, bandet har i Danmark på turnéen, og fans kan forvente den særprægede lyd af Jethro Tull og deres klassikere samt det markante showmanship fra Ian Anderson kombineret med dygtige medbragte musikere.
Den karismatiske frontmand, Anderson, er vidt og bredt anerkendt som manden, der tog tværfløjten med ind i rocken, og hans karakteristiske fløjtespil og lige så karakteristiske optræden ofte på ét ben har sikret ham pladsen som en af rockhistoriens største fløjtespillere.
* Værket i Randers torsdag 28. februar 2019 kl. 20.00 Billetter via vaerket.dk eller T: 89 13 51 10. Billetsalget starter onsdag 9. maj kl. 11.00.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.