Nyheder
Jeg vil være dyrenes stemme
Det er tredje gang, der bliver afholdt fakkeltog i Randers, oplyser Michele Smed. Men det bliver ikke sidste gang, hvis ikke hundeloven laves om, forsikrer hun. Fakkeltoget er rettet imod den hundelov, som nu har eksisteret i seks år. Det vil blive en stille demonstration, så der bliver ikke spillet musik eller holdt taler. Michele […]
Det er tredje gang, der bliver afholdt fakkeltog i Randers, oplyser Michele Smed. Men det bliver ikke sidste gang, hvis ikke hundeloven laves om, forsikrer hun. Fakkeltoget er rettet imod den hundelov, som nu har eksisteret i seks år. Det vil blive en stille demonstration, så der bliver ikke spillet musik eller holdt taler.
Michele Smed, som står i spidsen for fakkeloptoget i Randers, er 26 år og pædagogstuderende.
“Vi begynder fakkeltoget på Rådhustorvet, hvor vi holder ét minuts stilhed for at gøre opmærksom på de hunde, som allerede er aflivet, eller venter på, at blive aflivet,” fortæller Michele Smed.
Herefter bevæger fakkeltoget sig igennem byen for at ende på parkeringspladsen ved politistationen. En strækning på ca. halvanden kilometer.
“Vi har fået tilladelse til at være 300 deltagere, og det håber jeg, vi bliver. Sidste år var vi 200 deltagere,” oplyser Michele Smed, som sidste år var stolt over, at der var så mange deltagere.
“Vi stod på Østervold og måtte ligefrem vente på, at de sidste deltagere kom med. Det var et rørende syn, at se de mange fakler, som jo symboliserer et varmt hjerte for dyr,” mener Michele Smed.
Pt. 183 tilmeldte – plads til flere
I øjeblikket er der 183 tilmeldte til begivenheden på Facebook. Og der kommer hele tiden flere til. Så Michele Smed er optimistisk.
“Randers er en stor hundeby. Så jeg vil gerne sende en stor ros til randrusianerne for at bakke op,” siger Michele Smed.
De landsdækkende demonstrationer skal medvirke til, at politikerne får øjnene op for problemerne med hundeloven.
“Loven er usaglig og giver en falsk tryghed til de mennesker, som er bange for hunde,” slår Michele Smed fast.
“Men det skal også sende et signal til politikerne. Og det nytter noget. F.eks. er observationslisten mod bestemte hunderacer, blev ophævet på grund af et folkeligt pres på politikerne,” fortæller hun.
“Det går langsomt fremad med kontakten til politikerne. Jeg har gode erfaringer med bl.a. Liberal Alliance, hvor den lokale folketingskandidat Jesper Bræmer også er imod hundeloven. Men også Enhedslisten og Dansk Folkeparti er nu imod raceforbuddet. Derfor skal vi fortsætte det folkelige pres,” oplyser Michele Smed.
“Alt for mange hunde er blevet aflivet på grund af en lov, som både er uetisk og usaglig. Loven er vedtaget på baggrund af en frygt, som bl.a. er opstået, fordi medierne har fokuseret på de negative historier.”
Når fakkeltoget er slut ved politistationen, vil der være gratis kaffe, te, kakao m.m.
‘Dyr er også levende væsener’
“Dagrofa i Aarhus har været så venlige at sponsorere lidt varmt til os. Så skulle det blive koldt, er der mulighed for at få lidt at varme sig på,” understreger Michele Smed som samtidig retter en stor tak til Dagrofa.
Baggrunden for Michele Smeds engagement mod hundeloven er, at dyr også er levende væsener, med følelser ligesom mennesker.
“Hvis ikke jeg troede på det her, ville jeg ikke gøre det. Jeg fortsætter til, der ikke er mere at kæmpe for,” slår Michele Smed fast. Hun er lykkelig ejer af to hunde, som begge er amstaff-blandinger.
“Jeg har et stort hjerte for dyr, og jeg vil gerne være dyrenes stemme,” slutter Michele Smed.
* Link til begivenheden på Facebook – klik her og læs.
Af RANDERSiDAG.dk
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook.