Nyheder
Jeg tror heller ikke på DF længere
Kære Frank Nørgaard. Som tingene har udviklet sig i Randers Byråd, må jeg erkende, at min tillid til politikerne, og i særdeleshed DF, kan ligge på et meget lille sted. Hvordan kan man som politiker se sig selv i øjnene efter sådan en vending, som I har foretaget. Jeg må med skam erkende at jeg […]
Kære Frank Nørgaard.
Som tingene har udviklet sig i Randers Byråd, må jeg erkende, at min tillid til politikerne, og i særdeleshed DF, kan ligge på et meget lille sted.
Hvordan kan man som politiker se sig selv i øjnene efter sådan en vending, som I har foretaget. Jeg må med skam erkende at jeg har stemt Venstre, og har sågar været medlem, men meldte mig ud, da Venstres syn på os i den yderste ende af kommunen kom for dagens lys. Siden stemte jeg på DF af flere grunde, blandt andet den erklærede modstand mod flere møller herude, men det synspunkt har åbenbart ændret sig.
Hvad blev der lige af al den sympati, I havde for de mennesker, der allerede er generet af møller – og alle dem der vil blive generet af flere møller i Binderup? Generne skal nok komme, tro mig, jeg har “glæden” af 30 stk. i min baghave.
Hvorfor hører man aldrig efter de erfaringer, der er gjort, i stedet for at støtte sig til nogle sølle støjberegninger som aldrig kommer til at holde stik. Glemte man i DF de mennesker, der mødte op på Laksetorvet og berettede om deres oplevelser med de nye “naboer” i Ilshøj? Jeg synes nok ellers ikke, det var til at tage fejl af, det de fortalte.
Det skal blive spændende at følge udviklingen efter næste valg, der bliver helt sikkert flyttet rundt på en del stemmer efter det her nummer.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook.