Nyheder
Hvordan skal fremtidens jobcentre være?
Den uafhængige juridiske tænketank Justitia har for en uges tid siden udgivet rapporten, som bærer titlen Kommunernes kontrol med modtagere af sociale ydelser og fortæller om retsgrundlaget for kommunernes kontrolarbejde i sociale sager. I konklusionen står der blandt andet: Regelkompleksiteten skaber uklare grænser, som øger muligheden for grænsesøgende og regeloverskridende adfærd i kontrolarbejdet. Samtidig er […]
Den uafhængige juridiske tænketank Justitia har for en uges tid siden udgivet rapporten, som bærer titlen Kommunernes kontrol med modtagere af sociale ydelser og fortæller om retsgrundlaget for kommunernes kontrolarbejde i sociale sager.
I konklusionen står der blandt andet: Regelkompleksiteten skaber uklare grænser, som øger muligheden for grænsesøgende og regeloverskridende adfærd i kontrolarbejdet. Samtidig er det meget vanskeligt for borgerne at få klarlagt deres rettigheder og pligter i kontrolfasen samt at vurdere, om kontrolmedarbejderne har overskredet grænserne for lovlig kontrol.
Rapporten kommer også omkring, hvordan de skærpede krav til ydelsesmodtagere samt de reducerede ydelser har ført til et øget konfliktniveau mellem borgere i udsatte positioner og myndighederne, der udbetaler ydelserne. Hernæst følger en masse tekst om overvågning af borgere, principafgørelser, kommunale kontrolindsatser og så videre. Man bør da kunne lave et meget mere smidigt og menneskeligt system, hvor folk ikke skal underlægges kontrol på alle leder og kanter. Jeg mener virkelig at fordrer en diskussion om, hvordan fremtidens beskæftigelsessystem skal se ud.
Lad os gentænke hele systemet og stille os selv de helt grundlæggende spørgsmål:
Bliver mennesker udelukkende motiveret af økonomi? Hvordan skal mennesker reagere på økonomiske sanktioner, når der ikke er job nok til alle? Hvorfor er beskæftigelsespolitikken ude af sync med diverse målsætninger om reduceret ulighed og nedbringelse af fattigdom?
Lad os indføre kontanthjælp og dagpenge uden modkrav dvs. uden tvang og umyndiggørelse. Lad os afskaffe alle kravene og påbuddene i de famøse jobcentre og i stedet bruge ressourcerne på kvalificeret hjælp og jobformidling til mennesker, der selv opsøger hjælpen.
Lad os også stille os selv følgende spørgsmål: Skal alle modtagere af sociale ydelser hæve deres ydelser det samme sted? Altså skal syge, handicappede, dimittender, unge uden praktikplads, seniorer, nydanskere og almindelige konjunkturledige hæve deres understøttelse det samme sted? Hvordan sikrer vi kvalificerede og målrettede indsatser til de ¾ af kontanthjælpsmodtagerne, der har andre problemer end ledighed, uden at disse kompromitteres af en nogen gange lidt for aktiv beskæftigelsesindsats?
Skal sagsbehandlere overhovedet kunne sanktionere mennesker på deres eksistensgrundlag? Ville det ikke være bedre, om man fratager sagsbehandlerne muligheden for at kunne lave økonomiske sanktioner, og så ellers lader domstolene afgøre eventuelle sager om socialt bedrageri, hvis mistanken ellers er berettiget?
Endvidere er det strengt nødvendigt, at vi indfører vandtætte skotter mellem socialpolitikken og beskæftigelsespolitikken. De sociale ydelser skal ind under socialpolitisk regi, og så skal vi ellers lave gode beskæftigelsesindsatser, der møder folk, der hvor de er. Sagsbehandlerne skal have bedre muligheder for at hjælpe borgerne, uden at skulle skele til kommunernes økonomi på den korte bane.
Vi kan ganske enkelt ikke være det nuværende system bekendt.
Dyneløfteriet, overvågningen på Facebook, lægeundersøgelser i et baglokale i jobcenteret og andre tossede eksempler må simpelthen høre op.
Systemet skal heller ikke gøre livet mere surt for mennesker med sygdom eller handicap. Det er ganske enkelt ikke det, vi betaler skat til. Ens arbejdssituation skal ikke være determinerende for, om man oplever livskvalitet og mening med livet, og selvfølgelig har alle ret til privatliv uanset hvorvidt de er i arbejde eller ej. Vi skal simpelthen også lige huske på, at der er et samfundsfællesskab uafhængigt af arbejdsfællesskabet, der efterhånden nærmest er blevet en religion i sig selv.
Man burde vel egentlig vurdere Hjælpecentrene således:
1. Brugertilfredshed, som der løbende skal tjekkes op på. (Målingerne skal naturligvis offentliggøres).
2. De ansattes frihed til at koordinere og lave langsigtede indsatser, som må tage den tid de nu engang tager.
3. Effekterne af indsatserne. Virker de, eller står den netop behandlede misbruger i døren igen i næste uge, fordi indsatsen var for kort? Får syge den tid de skal have til at restituere osv?
4. Er tilbuddene så gode, at ledige vælger dem til? Er det, som udbydes, relevant for de ledige?
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.
Niels Christiansen
Nydamsvej 6 8200 Aarhus
tlf. 26236092