Nyheder
Hvor er handicappolitikken?
Efter at have læst om, hvordan partierne forholder sig til de valgte mærkesager (Udlændinge, integration, sundhed, offentlig vækst, kriminal- og retspolitik, skat og dagpenge/ydelser) undrer det mig, hvor handicappolitikken er henne? Ikke mange af de politiske partier har en egentlig handicappolitik og en handicapordfører. I regeringsudspillet Danmark på sikker vej er mennesker med handicap for […]
Efter at have læst om, hvordan partierne forholder sig til de valgte mærkesager (Udlændinge, integration, sundhed, offentlig vækst, kriminal- og retspolitik, skat og dagpenge/ydelser) undrer det mig, hvor handicappolitikken er henne? Ikke mange af de politiske partier har en egentlig handicappolitik og en handicapordfører.
I regeringsudspillet Danmark på sikker vej er mennesker med handicap for slet ikke at tale om mennesker med udviklingshæmning overhovedet ikke nævnt med et eneste ord. Ikke ét.
Formanden for Landsforeningen LEV, Sytter Kristensen skriver, at Mennesker med handicap og deres pårørende er en overset vælgergruppe og det er hverken rimeligt eller særligt klogt.
I udspillet nævnes blot, at man vil .skabe bedre vilkår for de mest udsatte og sårbare i samfundet. Hvorfor vælger regeringen så alligevel at ignorere mennesker med handicap i sit udspil?
Begrundelsen kan være, at Danmark på sikker vej er et valgoplæg med den kølige analyse, at mennesker med handicap er en ubetydelig vælgergruppe, der ikke er grund til at kaste valgløfter efter. Der er mange mennesker, der har et handicap cirka 320.000 – og når man tager højde for de pårørende til denne gruppe, er der rigtig mange borgere (vælgere), og her kan man gætte på, at handicapspørgsmål spiller en stor rolle for, hvor krydset bliver placeret.
Et stort flertal af danskerne mener, at mennesker med handicap har krav på ordentlig hjælp fra samfundet, og de er også indstillet på, at de nødvendige ressourcer til opgaven skal prioriteres.
Området har oplevet kraftige forringelser i hjælpen i de seneste år for eksempel:
a) på grund af de valgte besparelser har det været nødvendigt at reducere antallet af ansatte i bofællesskaberne, hvilket har betydet mindre tid til den enkelte beboer og indførelsen af pædagogfrie dage.
b) ferie med pædagogisk ledsagelse er i mange kommuner skåret ned til 5 dage om året!
c) hjemmedagene der nu hedder pædagogiske udviklingsdage – er ikke mere face to face men op til flere beboere må dele en pædagog som ydermere ikke efter reglerne må spise sammen med beboerne (f.eks. i et storcenter), men selv skal købe sin mad og spise den eventuelt ude i bilen.
d) i mange kommuner er der efterhånden tradition for at skære 1% af de sociale budgetter, hvert år i 4-års perioden. Efterhånden kan der ikke findes mulighed for flere besparelser, da budgettet snart kun kan dække lønomkostninger.
e) mange handicappede oplever kommuner, der ikke har til hensigt at tildele førtidspension til mennesker med udviklingshæmning under 40 år. En total misforståelse af loven om førtidspension, men som Ekstra Bladet skriver: Kommuner blæser på Manu.
Hvorfor er der ikke stemmer i de handicappede? Og hvorfor skal de ikke have et liv, med lige så meget indhold, som andres? Hvorfor skal de nøjes med 5 dages ferie om året? Hvorfor skal midlerne beskæres med 1% om året? Hvorfor kan alle vi andre ikke bare betale en smule mere i kommuneskat og blive fri for at være vidne til, at vore børn bliver gemt af vejen på en institution med en hjælp, der i løbet af de sidste år er blevet kraftigt beskåret?
Mange flere spørgsmål presser sig på, men kære politikere: Lad os nu høre, hvad I har tænkt jer at gøre. Husk: Handling er det bedste udtryk for holdning.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook.